Antallet af landbrugskonkurser stiger

Arkivfoto

Antallet af landbrugskonkurser stiger

Antallet af konkurser i landbruget steg igen i januar, og det er nu det højeste niveau siden 1993.

23 landbrug gik konkurs i januar måned, og dermed fortsætter kurven opad, når det gælder antallet af konkurser i landbruget. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

De seneste tolv måneder har der i alt været 166 konkurser på landsplan. Det er væsentlig højere end for et eller to år siden, hvor det tal lå på omkring 100 landbrug i både 2013 og 2014.

- Antallet af konkurser stiger under indtryk af de meget lave bytteforhold for især mælke- og svineproducenter. Der er grund til at formode, at stigningen vil fortsætte et stykke ind i 2016, inden det vender, siger Klaus Kaiser, erhvervsøkonomisk chef for Seges til Landbrugsavisen.

Bankerne holder igen med at låne penge, og derfor ender mange landbrug med konkurs. Klaus Kaiser tror dog på, at kurven vil vende, når regeringens landbrugspakke slår igennem.

- Landbrugspakken falder på et meget tørst sted, og jeg tror, den vil have en meget gavnlig effekt på landbrugets økonomi, og det er absolut positivt. Så efterhånden som den slår igennem, vil det også være med til at vende udviklingen, siger Klaus Kaiser.