Alvorlig trafikulykke: Personbil ramt af grisetransport

To personer er kommet alvorligt til skade i en trafikulykke på Hovedvej 13, hvor en bil er blevet ramt af en grisetransport.

To personer er kommet alvorligt til skade efter et frontalt sammenstød med en grisetransport.
To personer er kommet alvorligt til skade efter et frontalt sammenstød med en grisetransport.
Foto: Peter Erfurt, 24-7news

En grisetransport er tirsdag formiddag kørt ind i en personbil på Hovedvej 13 lidt nord for Thorning. To personer er kommet alvorligt til skade. Det bekræfter Midt- og Vestjyllands Politi.

Ulykken skete omkring klokken 10.30, da en personbil var på vej ned ad tilkørselskampen på Ulvedalsvej i sydgående retning, men pludselig vendte bilen om nede på hovedvejen.

- Det tyder på, at man er kørt forkert og har lavet en vending for at komme nord på i stedet. Og da bilen er vendt, bliver den ramt af en grisetransport, siger Carsten Henriksen, vagtchef hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Der er en lægehelikopter på stedet samt flere ambulancer og politibiler.

Vejen er ikke spærret, og ulykkesstedet kan passeres med forsigtighed.