91-årig jagter forsvundet fly

En mand fra Viborg hørte et fly styrte ned i Hald Sø under 2. verdenskrig. I dag var han ude at lede efter den.

Flyjagt

91-årige Edvard Ammitzbøl husker det tydeligt. Under 2. verdenskrig hørte han sammen med sin bror et fly styrte ned i Hald Sø ved Viborg. Tirsdag var han for anden gang ude på søen for at lede efter skibet. 

Edvard Ammitzbøl og et hold marinarkæologer var for en måned siden for første gang på Hald Sø. Tirsdag tog de ud igen i et nyt forsøg på at finde det forsvundne fly på søens bund. 

Da marinarkæologerne scannede området i november, opdagede de to store objekter på bunden, og i dag afslørede en metaldetektor, at der var noget på bunden. Dykkere kunne dog afvise, at der var tale om de nedstyrtede fly. Det var et stor stendige med jernmalm på, som fik metaldetektoren til at give lyd fra sig. 

Ikke sidste gang

Selvom flyet stadig ikke er dukket op, så er Edvard Ammitzbøl, der er pensioneret erhvervsfisker, overbevist om, at der ligger et flyvrag i søen. Han mener, at vraget flere gange har ødelagt hans fiskeline, når han har været ude og fiske på søen. 

Den tidligere erhvervsfisker måtte opgive eftersøgningen efter tre timer, men det er ikke sidste gang, Edvard Ammitzbøl er på søen i håbet om at finde flyet.