53-årig viste et skarpladt oversavet jagtgevær frem

Geværet blev aldrig affyret.

Det oversavede jagtgevær var skarpladt. Foto: Midt- og Vestjyllands Politi

Hvad der fik en 53-årig mand til at fremvise et oversavet jagtgevær på bodegaen Det Lille Apotek i Struer i nat er endnu ukendt.

Klokken halv to modtager politiet en anmeldelse om, at den 53-årige havde vist jagtgeværet frem for gæsterne på bodegaen, men efterfølgende havde han forladt stedet. Umiddelbart uden at true nogen.

Politiet kørte straks til manden adresse i Struer, men han var endnu ikke kommet hjem.

Skarpladt

Kort tid efter, at politiet var ankommet til adressen, ankom manden til fods. Uden jagtgevær.

- Vi snakkede med ham, og han fortalte, at han havde smidt geværet i havnen. Så vi satte en hundepatrulje på opgaven, fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Simon Skelkjær til TV MIDTVEST.

Patruljen kunne følge mandens spor tilbage til en badebro ved havnen, og i vandet fandt politiet ganske rigtigt jagtgeværet og 30 patroner. Geværet var skarpladt.

Herefter blev manden anholdt.

- Anholdelsen gik fuldstændigt udramatisk, forklarer Simon Skelkjær.

Manden, der ikke før er kendt af politiet, skal fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.