Pædofilisag: 35-årig tiltalt for frihedsberøvelse og voldtægt af niårig pige

Manden nægter sig skyldig i tiltalerne. Få et overblik over sagen her.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 35-årig mand fra lokalområdet sidder mandag på anklagebænken i Retten i Holstebro. Han er tiltalt for i juni sidste år at have frihedsberøvet og voldtaget en dengang niårig pige. 

Læs også Anklager i pædofilisag: Tiltalte tippede selv skolen om sagen

Ifølge anklageskriftet skulle manden under påskud af, at pigens mors bil var punkteret, have lokket pigen ind i sin bil i Vinderup nord for Holstebro den 13. juni 2018. 

Herefter er det politiets opfattelse, at manden, med pigen i bilen, kørte til et øde naturområde på Mors, hvor han truede med at slå pigen og tiltvang sig til sex med hende.

Efterfølgende skulle manden angiveligt have kørt pigen til Vinderup igen. Undervejs på bilturen tilbage mener politiet, at manden har advaret pigen om at fortælle om episoden ved at true hende med, at hun nok ville se ham igen, hvis hun sagde noget.

Sagen kort

  • 35-årig tiltalt for at have frihedsberøvet og voldtaget niårig pige i juni 2018.
  • Ifølge anklageskriftet skulle manden have samlet pigen op i sin bil i Vinderup ved Holstebro. Derefter kørt til Mors med hende, hvor han gennemførte voldtægten, for efterfølgende at køre hende tilbage til Vinderup igen.
  • Desuden er manden tiltalt for at have truet pigen til ikke at fortælle om episoden.
  • Manden nægter sig skyldig.
  • Der er afsat ni retsdage til sagen, der behandles ved Retten i Holstebro.
  • Anklagemyndigheden forventer, at der falder dom 8. eller 9. juli 2019.
Se mere

Ni dage efter episoden skulle være sket, blev den nu 35-årige mand anholdt, mens han var på arbejde.

Der er afsat ni dage til at behandle sagen ved Retten i Holstebro, hvor især vidnernes forklaringer forventes at blive centrale. Hele 27 personer vil efter planen tage plads i vidneskranken undervejs, herunder blandt andet en politimand, en retsmediciner, en retsgenetiker, familie og venner til pigen samt den tiltaltes kone og personer i hans omgangskreds. 

Derudover kom det også frem under specialanklager Pia Koudahls indledende gennemgang af sagen, at oplysninger fra telemaster også kommer til at spille en rolle i forhold til at bevise, hvor den tiltaltes telefon har været på specifikke tidspunkter.

Både ved tidligere retsmøder og ved sagens begyndelse mandag formiddag kom det via den tiltaltes forsvarer, Jesper Gad, frem, at den 35-årige nægter sig skyldig i tiltalerne.

Anklagemyndigheden mener, at den tiltalte bør idømmes forvaring - alternativt en fængselsstraf.