22 unge blev på Holstebro bibliotek hele natten

En flok unge mødtes på Holstebro bibliotek for at læse uafbrudt i 24 timer.

Foto: Mette Holmegaard, Holstebro bibliotek

Torsdag slog Holstebro Bibliotek dørene op til læsemarathonet Readathon. Her kunne alle dem, som elsker at læse, mødes til fælleslæsning non-stop i 24 timer - kun afbrudt af pauser med forskellige aktiviteter, spisepauser og måske en lille lur.

Her er vi samlet 22 unge plus personale, og det giver bare noget helt andet, når man læser flere sammen

Mette Holmegaard, Arrangementskoordinator, Holstebro bibliotek

- Det kan godt være lidt ensomt at læse alene. Her er vi samlet 22 unge plus personale, og det giver bare noget helt andet, når man læser flere sammen. Og så synes det unge også, at det var lidt sjovt at være her om natten, siger Mette Holmegaard, Arrangementskoordinator, Holstebro bibliotek.

Interessen for at læse stiger

Det er anden gang, læsearrangementet bliver afholdt i Holstebro. Siden sidste år er interessen skudt i vejret, og antallet af deltagere er fordoblet. De unge, der er med, er i alderen 12-17 år.

- Nogen kommer alene og andre kommer sammen med nogen af deres klassekammerater. Vi har endda nogen, som kommer sammen, fordi de blev veninder til arrangementet sidste år, siger Mette Holmegaard, Arrangementskoordinator, Holstebro bibliotek.

Vi har endda nogen, som kommer sammen, fordi de blev veninder til arrangementet sidste år

Mette Holmegaard, Arrangementskoordinator, Holstebro bibliotek

De fleste deltagere har holdt den kørende hele natten, og har stort set ikke sovet. Og Mette Holmegaard oplever, at mange unge er vilde med bøger.

- Mange siger, at læselysten falder hos de unge, men det her er et bevis på det stik modsatte, siger Mette Holmegaard, Arrangementskoordinator, Holstebro bibliotek.

Til arrangementet var det valgfrit, om man vil læse i en ”rigtig” bog, e-bog eller om man hellere vil lytte til en lydbog.