17-årige skaber kø ved køreskolerne
De 17-årige står i kø for at benytte sig af de nye kørekort-regler, der træder i kraft fra nytår. Det giver kø langt ind i 2017.
Fra og med 1. januar træder nye regler i kraft så 17-årige kan begynde undervisning til kørekort. Antallet af 17-årige der tripper for at komme i gang betyder, at kørelærerne allerede nu melder om fulde hold hele januar.
- Der er fuldt booket for januar-holdet, siger Jeanett Orbé, der er kørerlærer på Unik Køreskole i Sunds.
Billedet er det samme for de fleste af kørelærerne i Midt- og Vestjylland.
- Jeg har lige talt med mine medlemmer, og de fleste af dem har meldt fuldt hus her i januar. De første ledige pladser er henne midt i februar, siger Laurids Højgaard Christensen, der er formand for Vestjysk Kørelærerforening.
Ifølge Jeanette Orbé er det de 17-årige, der leverer et regulært kørekort-boom i begyndelsen af det nye år.
- Det er de 17-årige og deres forældre, som vil have at de 17-årige skal i gang nu. De 18-årige har måske sovet lige lidt i timen. De kommer til at skulle vente måske meget lang tid på at kunne komme i gang, siger Jeanette Orbé.
Aldersgrænsen for at kunne tage kørekort er på forsøgsbasis sænket de kommende tre år.
Og så er det værd at huske, de 17-årige KUN må sidde bag rattet, hvis der er en erfaren bilist ved siden af.