Københavner vil købe Viegård - men synet af ejendommen chokerede hende

Der var torsdag fremvisning på Viegård Stutteri.

Bente Zinck er til daglig direktør i ingeniørfirmaet Terra Navtica, og så er hun meget interesseret i heste.
Bente Zinck er til daglig direktør i ingeniørfirmaet Terra Navtica, og så er hun meget interesseret i heste.

Viegård Stutteri er normalt lukket land - men torsdag var der fremvisning for alle interesserede.

I næste uge skal stutteriet ved Skals nemlig på tvangsauktion, og i den forbindelse viste kuratoren torsdag ejendommen frem til alle, der havde tilmeldt sig på forhånd. 

Der var imellem 15 og 20 fremmødte - her i blandt Bente Zinck, der havde taget turen hele vejen fra København. 

- Jeg er hestedame, og jeg har altid drømt om en hestegård. Jeg er her for at se, om det er en investering, som jeg måske havde lyst til at foretage, fortæller hun.

Bente Zinck var ikke imponeret over tilstanden på stutteriet og de tilhørende bygninger.
Bente Zinck var ikke imponeret over tilstanden på stutteriet og de tilhørende bygninger.
Foto: Benjamin Nielsen Hald, TV MIDTVEST

Ejendomsvurderingen på Viegård Stutteri lyder på seks millioner kroner. 

- Jeg vil gerne have 10 millioner for det, men det er nok tvivlsomt, at jeg kan få så meget. Der er ikke så meget jord til ejendommen, så jeg er spændt på, hvordan det ender, sagde kurator Johnny Madsen 4. april til TV MIDTVEST.

Foruden boligen og den store grund indeholder ejendommen også otte andre bygninger herunder en hestestald. Bygningerne har indtil for nyligt været hjemsted for Viegård Stutteri.

Det var de bygninger, som Bente Zinck var rundt at kigge på torsdag, og hun er ikke imponeret over, hvad hun så.

- Jeg synes, at det var chokerende. Jeg synes, at der er meget forfald. Altså udover alle de ting, vi har læst i salgsopstillingen, er der rigtig mange ting, der skal ordnes og ryddes op i. Det bliver en kæmpe investering, siger hun. 

Men på trods af standen, og prisen på seks millioner kroner, så er Bente Zinck ikke helt afskrækket fra at lægge et tilbud. 

- Jeg kan ikke give et svar på, om jeg byder endnu. Men jeg regner med at møde op på fredag (den 19. april red.), siger hun.  

Demonstranter på rundtur

De fleste af dagens fremmødte ved Viegård var folk, der ofte har demonstreret ved stutteriet. 

Demonstranterne har nemlig aldrig før fået lov til at komme ind på stutteriets ejendom, så de brugte dagens rundtur på at få stillet deres nysgerrighed. 

En af de demonstranter, der var med, var Michele Vandborg Nielsen. Og for hende var det en følelsesmæssig tur.

- Det er lidt vemodigt. Det er sådan lidt mærkeligt. Det virker tomt, øde, forladt og begravelsesagtigt. Og det er jo fordi alt det, man ved om det, siger hun.

Sagen om Viegård Stutteri startede sidste sommer, da en tidligere medarbejder stod frem og fortalte om vanrøgt af heste på ejendommen. Den 23. august sidste år blev der så fundet flere ulovligt nedgravede heste på stutteriets grund.

I efteråret blev stutteriet erklæret konkurs, og det er derfor, at bygningerne nu skal på tvangsauktion. 

TV MIDTVEST har været i kontakt med stutteriets kurator, der ikke ønsker at udtale sig om dagens fremvisning. 

Tvangsauktionen på Viegård Stutteri er fredag den 19. april.