Viegård-demonstranter mødt op til retssag mod Vorre-brødre

Det er for at kunne sammenligne en måske kommende retssag mod Viegård-direktør John Byrialsen, at mange af de fremmødte er dukket op.

0:14
Flere demonstranter er mødt op ved Retten i Viborg.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Mange retssager forløber uden den store interesse fra almindelige borgere. Det er dog ikke tilfældet for dagens retsmøde i sal G i Retten i Viborg. 

Lige nu er op mod 20 personer, der har interesse i forholdene ved Viegård Stutteri ved Skals, mødt op til sagen mod brødrene Per og Ole Vorre. 

Grov uforsvarlig behandling af dyr med karakter af mishandling, jagt med levende lokkedyr og døde dyr på marken er nogle af de forhold som mændene er tiltalt for og som de nægter sig skyldige i.

Den seneste tid har de to mænd haft flere fysiske sammenstød med flere dyreaktivister og demonstranter omkring Viegård Stutteri, og flere af disse personer er på plads i salen på retssagens førstedag.

- Vi er her for at kunne sammenligne sagerne i forhold til en måske kommende sag mod John Byrialsen. Og så håber jeg, at brødrene bliver frakendt retten til at arbejde med dyr, lyder det fra Dorthe Braüner Jensen, der tidligere har fået en lussing af en af mændene, der i dag er på anklagebænken.

Tirsdag er der ingen risiko for ballade, forsikrer hun.

- Jeg er her for at følge sagen og for at se, hvordan anklagemyndigheden og i sidste ende dommeren ser på sagen.

Forholdene som Vorre-brødrene er tiltalt for, har fundet sted inden Viegård-demonstranter har været i sammenstød med de to mænd. Senest blev en mand kørt over af en bil, som en af brødrene kørte.

Vil ikke puste til ilden

Sammen med andre, der har brugt meget tid på området omkring stutteriet, følger Dorthe Braüner Jensen med fra tilhørerpladserne. 

Hun fortæller, at hun har fået øjenkontakt med brødrene, og at luften ikke var kold.

- Jeg føler ingenting, når jeg ser på dem. Jeg hader dem ikke, fortæller hun.

Hun har tænkt sig at følge sagen, indtil der bliver afsagt dom, og det er hun ikke ene om.

Camilla Sallingbo Petersen fra Viborg har de sidste fem måneder også været ganske investereret i Viegård-sagen. Hun er også mødt op for at følge retssagen mod brødrene, som hun er stødt ind i omkring stutteriet.

- Fordi jeg kunne godt tænke mig at se, hvordan de er, når de står overfor retssystemet - om de vil indrømme, at de har lavet fejl, for det tror jeg ikke.

- Jeg håber, at de bliver frataget retten til at have med dyr at gøre. Ikke et år eller fem, men for altid, fortæller hun.

Er der ikke en risiko for, at man puster til ilden ved at møde op?

- Nej. Vi er her ikke for at provokere, men de skal vide, at de ikke kan gøre, hvad der passer dem. Vi har øje på dem, og vi har interesse i, hvad der er sket, og hvor meget de har lavet.

I Facebook-gruppen med navnet, der er på bilen her, er retssagen ganske omdiskuteret. Flere af gruppens medlemmer er mødt op for at følge sagen mod brødrene.
I Facebook-gruppen med navnet, der er på bilen her, er retssagen ganske omdiskuteret. Flere af gruppens medlemmer er mødt op for at følge sagen mod brødrene.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Ligesom Dorthe Braüner Jensen fortæller Camilla Sallingbo Petersen også, at det for hende er interessant at se, hvordan sagen mod Vorre-brødrene forløber. 

På den måde kan de bedre sammenligne med et potentielt retsligt efterspil omkring Viegård Stutteri og John Byrialsen.

Der er afsat fire retsdage til at behandle det 16 sider lange anklageskrift mod Vorre-brødrene, men anklageren ønsker endnu en dag.

TV MIDTVEST er tirsdag med i retssalen, hvor vi løbende live-blogger.