VFF-træner tildelt fridag: - Vi vil have 100 procent dedikation og fokus

Fredag var det assistenttræner Jakob Poulsen, der styrede slagets gang ved træningen.

Jacob Friis forhandler med en anden klub.
Jacob Friis forhandler med en anden klub.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Mere og mere tyder på at Viborg FF-træneren Jacob Friis meget snart er fortid i klubben.

På klubbens hjemmeside er det allerede bekræftet, at man forhandler med en anden klub om et salg af cheftræneren. 

Fredag havde klubben derfor givet Jacob Friis en fridag. 

Derfor var det assistenttræner Jakob Poulsen, der styrede slagets gang ved træningen forud for søndagen hjemmekamp mod Silkeborg IF. 

- Vi vil have 100 procent dedikation og fokus på vores projekt, og der syntes vi ikke, at Jacob Friis var lige nu, lyder det far sportschef Mads Agesen. 

Også anfører Jeppe Grønning kommenterede på trænersituationen.

- Vi har lige haft en kort snak i spillertruppen, og det har vi også haft de andre gange, vi har skiftet træner. Det er jo ikke første gang, at det ser sket. De andre gange har vi heldigvis bare taget et skridt op, siger han. 

Kommer ikke til at påvirke holdet 

I følge TV MIDTVEST oplysninger forhandler Viborg FF og Bundesligaklubben Augsburg lige nu om en transfer af Viborgs cheftræner. 

Men selvom fremtiden for Viborgs cheftræner stadig er uafklaret, og at assistenttræneren, derfor skal lede tropper på søndag mod Silkeborg IF, så mener anfører Jeppe Grønning ikke, det vil påvirke spillet på banen.

- Der er ikke så meget, der bliver ændret i den måde, vi arbejder på, siger han. 

- Jakob Poulsen har nogle små ting, han vil justere på, men i bund og grund har han jo også været med til at udvikle holdet i den retning, som vi har gjort, uddyber han.

Viborg FF tager imod Silkeborg IF i Superligaen søndag klokken 14.