Verhagens ekskæreste afhørt i sag om trusler, vold og voldtægt

Fupfodboldspilleren Bernio Verhagen er tiltalt for at have udøvet vold, voldtaget og truet sin ekskæreste fra Chile.

Onsdag er der skrevet endnu et kapitel til fortællingen om fupfodboldspilleren Bernio Verhagen, der har været tilknyttet 1. divisionsklubben Viborg FF.

I Retten i Viborg blev hollænderens ekskæreste fra Chile afhørt, fordi hun er hovedvidne i flere anklagepunkter mod Bernio Verhagen, som er tiltalt for at have truet hende, udøvet vold mod hende og voldtaget hende. 

Her fortalte hun om, hvordan hun blev slået hver eneste dag, i den tid, hun var i Danmark med Bernio Verhagen.

- Han var aggressiv og kontrollerede alt, hvad jeg gjorde og var hele tiden igennem min telefon, forklarede hun i retten.

Det hele blev fortalt på spansk og så først oversat til dansk for så igen at blive oversat til hollandsk, så Bernio Verhagen også kunne forstå det.

Han sad stille og lyttede med, og han havde fået et særligt bælte på af politiet, hvor der var håndtag i siderne, så de hele tiden kunne holde fast ved ham. Det var for at sikre, at han ikke kunne flygte, når der var pause. Noget han tidligere har gjort ved et retsmøde.

Dom i næste uge

Det forventes, at der falder dom i sagen på onsdag i næste uge. Men uanset hvad resultatet bliver, så er det ikke en afslutning i sagen om Bernio Verhagen. 

For mens der bliver afsagt dom i forholdene om vold, trusler og voldtægt, så er en helt ny sag mod den tidligere Viborg-spiller igang. 

Den 18. august skal Bernio Verhagen igen i retten for at forklare sig i forbindelse med de såkaldte fodboldforhold. Her er han tiltalt for bedrageri og dokumentfalsk i forbindelse med sin tid i Viborg FF.

Danmarkskendt på rekordtid

Historien om Bernio Verhagen skulle have været en lykkelig en af slagsen. Men sådan endte det ikke.

For da fodboldklubben Viborg FF præsenterede den dengang 25-årige Verhagen som ny spiller i deres 1. divisionstrup, vidste klubben ikke, at spilleren slet ikke havde niveauet til at følge med i professionel fodbold.

Derfor blev kontrakten annulleret, og efterfølgende er hollænderen blevet omdrejningspunkt i en sag, der spænder fra bedrageri og dokumentfalsk over trusler og voldtægt til flugt fra politiet.

Disse forhold, og flere til, er nu omdrejningspunkterne i en sag, hvor Bernio Verhagen er hovedperson.

Få et overblik over sagen i tidslinjen herunder.