Vejle og Viborg spiller uafgjort i hektisk bundkamp

Viborg havde chancer nok til at vinde, men viborgenserne måtte nøjes med 1-1 mod Vejle, som ellers kom foran.

Superligakampen mellem Vejle Boldklub og Viborg FF på Vejle Stadion i Vejle søndag den 29. oktober 2023
Superligakampen mellem Vejle Boldklub og Viborg FF på Vejle Stadion i Vejle søndag den 29. oktober 2023
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix

Både Vejle og Viborg havde hårdt brug for point i bunden af Superligaen, og begge mandskaber fik et point hver, da de to hold spillede 1-1 i 13. spillerunde.

Selv om både oprykkerne og gæsterne fra Viborg havde meget på spil, spillede ingen af de to hold med en trukket håndbremse.

Der var derfor knald på og chancer i begge ender fra start. Ingen af de to mandskaber kunne formå at tage taktstokken i opgøret, og derfor udviklede det sig til en åben slagudveksling i Nørreskoven.

Vejle spillede meget direkte og var effektiv, hvilket gav pote efter 20 minutter, da hjemmeholdets topscorer, German Onugkha, sendte de rødblusede i front.

Viborg pressede på i anden halvleg, og et kvarter før tid kom forløsningen for gæsterne, da en vaks Anosike Ementa fortjent udlignede for gæsterne.

Pointdelingen ændrer ikke det store for de to hold, der bevarer deres placering som henholdsvis nummer 11 og 9 i Superligaen.

Viborg spillede bedst i anden halvleg

Kampen startede med masser af chancer og dueller, hvor German Onugkha efter 20 minutter bragte Vejle i front. Vejle-topscoreren dukkede op bagest i feltet og sendte Vejle i front med 1-0 efter et direkte opspil.

Viborg arbejdede sig efter scoringen ind i kampen og tilspillede sig momentum, og gæsterne havde også flere nærgående forsøg inden pausen.

Det var også Viborg, der startede anden halvleg bedst, og Viborg sværmede i lange perioder omkring Vejles felt.

20 minutter før tid hoppede og dansede bolden også på stregen, men Vejle-keeper Nathan Trott fik forhindret bolden i at gå i mål.

Vejle-målmanden fik alligevel en uheldig hovedrolle, da Anosike Ementa opsnappede en dårlig igangsætning fra englænderen, og så udlignede Viborg-angriberen et kvarter før tid til slutresultatet 1-1.

/ritzau/