Varmekunder lægger sag an i Viborg: Men boligudlejer forhindrer lejer i erstatning

Esben Funk Johannessens er en af de mange varmeforbrugere i Viborg, der har betalt regningen for den mislykkede boring efter varmt vand i Kvols.

Lige nu må Esben Funk Johannessen fra Viborg se langt efter at komme med i forbrugernes erstatningskrav efter geotermi-skandalen i Kvols for otte år siden.
Lige nu må Esben Funk Johannessen fra Viborg se langt efter at komme med i forbrugernes erstatningskrav efter geotermi-skandalen i Kvols for otte år siden.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Esben Funk Johannessen er en af de mange varmeforbrugere i Viborg, der har betalt regningen for den mislykkede boring efter varmt vand i Kvols.

Han havde håbet at få sine penge igen. Men for at være med i forbrugernes erstatningskrav, så skal han have en underskrift fra sin udlejer. Og den vil udlejeren, Finn Bach fra Bach Gruppen i Viborg, ikke give ham.

- Jeg er meget skuffet, for den her sag har fyldt meget i mit hoved, fortæller en frustreret Esben Funk Johannessen.

Lejere tages som gidsler

Erklæringen med en underskrift fra udlejer er nemlig tvingende nødvendig, for at Esben Funk Johannessen kan kræve erstatning.

- Får man ikke underskriften, så har den enkelte lejer ikke mulighed for at være med i gruppesøgsmålet. Så enkelt er det, forklarer Ole Jespersen som er formand for Erstatningsforeningen Fjernvarmesagen i Viborg.

Efter geotermi-skandalen i Kvols for otte år siden har over 4000 forbrugere tilmeldt sig en erstatningssag - et såkaldt gruppesøgsmål. En del er lejere, som har fået deres udlejers underskrift.

Esben Funk Johannessen boede på det tidspunkt til leje i en ejendom på Ramsvej i Viborg. Ejendommen tilhører Bach Gruppen i Viborg, og det er derfor udlejeren, Finn Bach, der skal underskrive Esben Funk Johannessens erklæring, hvis han skal have en chance for at kræve erstatning.  

Finn Bach har ikke ønsket at stille op til interview, så vi kan ikke få en forklaring på, hvorfor han ikke vil underskrive erklæringen. Men Bach Gruppen forklarer i en mail til TV MIDTVEST, at:

- Finn Bach ønsker ikke at underskrive anmodningen, da det ikke står klart for ham, hvad der kunne opnås ved søgsmålet.

Hos Erstatningsforeningen Fjernvarmesagen forstår de slet ikke dén forklaring.

- I og med at Bach Gruppen ikke vil underskrive erklæringen, så tager de sådan set deres lejere som gidsler i sagen og afskærer dem fra at få en eventuel erstatning, siger Ole Jespersen.

Bach-direktør med mulig dobbeltrolle

Forbrugerne i Viborg har betalt næsten 165 millioner kroner over varmeregningen til det fejlslagne bore-eventyr.

Og med til historien hører, at direktør i Bach Gruppen, Lene Christensen, er en af de personer, der er anlagt erstatningskrav imod. Hun sad nemlig i bestyrelsen for Viborg Fjernvarme, da Kvolssagen rullede, så hun risikerer altså at blive dømt til at betale lejerne tilbage.  

Hverken TV MIDTVEST eller Esben Funk Johannessen har fået nogen forklaring fra udlejeren. Esben Funk Johannessen kan derfor kun gisne om, hvorfor han bliver udelukket fra erstatningssagen.

- Har det noget at gøre med, at direktøren har en dobbeltrolle? Det ved jeg jo ikke.

2:55
Se mere om sagen i indslaget her.