Styrtede på motorcykel som 19-årig – siden har han ikke mærket sine ben

80-årige Hans-Jørn Ditlefsen har levet et liv fyldt med glæde, selvom en ulykke gjorde ham lam fra brystet og ned for 61 år siden.

Hans-Jørn Ditlefsen.
Hans-Jørn Ditlefsen.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Han har haft mange år til at vænne sig til sit handicap, 80-årige Hans-Jørn Ditlefsen fra Rødkærsbro.

Som 19-årig styrtede han på sin motorcykel og brækkede ryggen mellem skulderbladene. Ulykken husker han stadig tydeligt – den udspillede sig en isglat morgen i 1959.

- Jeg kunne bare mærke, at jeg ikke kunne mærke mine ben. De var væk, siger Hans-Jørn Ditlefsen, der på et splitsekund blev lam fra brystkassen og ned.

Har haft et godt liv

Det er altså 61 år siden, Hans-Jørn Ditlefsen tog fat på et liv i kørestol. Et godt liv, siger han selv om sin situation.

Gennem årene er det både blevet til job som mekaniker og fører af gravemaskine, og han har selv et godt bud på, hvad der har holdt ham i gang.

- Det er nysgerrigheden, der driver mig. For hvad sker der i morgen?

- Så det er bare kørt derud ad. Jeg har et godt humør, og jeg har altid haft gåpåmod, siger Hans-Jørn Ditlefsen.

Armene slidt op af gigt

Helt i samme fysiske hopla er han dog ikke længere.

Et helt liv i kørestol er hård kost for armene, som i dag er slidt op og plaget af gigt. Og en skønne dag siger hjertet nok også stop. Det har Hans-Jørn Ditlefsen i hvert fald allerede gjort sig sine tanker om.

- Jeg har skrevet ’nul hjertestarter’ på et stykke papir inde i soveværelset. Og forneden står der ’lad mig hvile i fred’, siger han med et smil.

Hans-Jørn Ditlefsen understreger dog, at han stadig har mange gode år i sig endnu.

Det anslås, at omkring hver tiende dansker lever med en form for handicap. 

2:20
FNs internationale handicapdag: En motorcykelulykke ændrede Hans-Jørn Ditlefsens liv.