Struerbo dømt for vold: Offer måtte springe fra 1. sal

Struerbo idømt otte måneders fængsel for grov vold, der fik offeret til at springe ud ad vindue og falde fire meter.

En 29-årig mand fra Struer er tirsdag blevet idømt otte måneders fængsel for grov vold begået i Viborg sidste år.

Den 12. oktober 2016 opsøgte struerboen en bekendt på Vesterbrogade i Viborg. Den bekendte, en 59-årig mand, blev bange for den 29-årige og bad ham om at forlade ejendommen.

Herefter eskalerede det. Den 29-årige tildelte offeret adskillige slag og spark, herunder knæspark, og truede ham med en kniv. Til sidst så den 59-årige sig nødsaget til at hoppe ud af vinduet fra 1. sal. Ved faldet brækkede han begge ankler og fik et brud på rygsøjlen.

To dage senere, den 14. oktober, blev struerboen anholdt. Siden har han siddet fængslet, og derfor blev han løsladt efter dagens retsmøde.

- Jeg er tilfreds med dommen, siger senioranklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Jens Henrik Severinsen.

Offeret og den dømte kendte hinanden fra et forsorgshjem.


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien 112.