Stjernestøv på den røde løber: Dansk Oscar-håb havde premiere i Viborg

Instruktør Nikolaj Arcel havde nerver på inden den danske premiere - men ifølge Ida Jessen, der har skrevet den bog, filmen bygger på, er der tale om en rigtig, rigtig god film.

1:58
En del af holdet bag Bastarden samlet på den røde løber i Nordisk Film Biograf i Viborg.
Foto: Anne Simonsen, TV MIDTVEST

Hvis de mange gæster havde håbet at se den danske verdensstjerne Mads Mikkelsen, blev de skuffede.

Mikkelsen havde andre gøremål.

Alligevel var der masser af stjernestøv på den røde løber, da der sent mandag eftermiddag var gallapremiere på filmen Bastarden i Nordisk Film Biograf i Viborg.

Med i Viborg var blandt andre Amanda Collin, der spiller den kvindelige hovedrolle, manuskriptforfatter Anders Thomas Jensen og instruktør Nikolaj Arcel.

Selv om filmen allerede har høstet roser på en festival i Venedig, havde instruktøren sommerfugle i maven inden forevisningen for det danske publikum.

- Uanset hvor mange gange man har set filmen med et publikum på eller hørt folks meninger, er man altid, altid nervøs til en premiere. Jeg ved ikke hvorfor, men det er sådan det er, sagde han til TV MIDTVEST.

Bastarden bygger på Ida Jessens roman Kaptajnen og Ann Barbara fra 2020 og fortæller historien om den fattige soldat Ludvig Kahlen, spillet af Mads Mikkelsen, der følger kongens kald og drager til det midtjyske for at opdyrke heden i håb om rigdom.

Ida Jessen var også med til premieren og betegnede det som en gave at få lov til at opleve en af sine romaner forvandlet til en storfilm med internationalt potentiale.

- Jeg har set filmen to gange, og den er rigtig, rigtig, rigtig god. Jeg er rigtig glad for den. Se selv, sagde forfatteren.

Bastarden er instrueret af Nikolaj Arcel.
Bastarden er instrueret af Nikolaj Arcel.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Smuk natur på Kongenshus

Hjerl Hede og Kongenshus Hede spiller en central rolle i filmen, og formanden for Viborgs kultur og fritidsudvalg, fungerede borgmester Mads Panny (S), var stolt over, at domkirkebyen var udvalgt til at huse premieren. 

- Det er selvfølgelig kæmpestort, når de store filmfolk kommer til byen, og vi får sådan en fest. Det giver en masse energi, sagde Panny.

Nikolaj Arcel har også selv fået et helt specielt forhold til Kongehus Hede under optagelserne.

- Det er natur, det er vildskab og det er meget, meget smukt. Det er det vilde vejr, man ikke kan beskytte sig mod. Det har vi i hvert fald oplevet, da vi optog, og det har de i særdeles oplevet dengang i 1700-tallet, sagde han.

Den danske Oscar-komité har udpeget Bastarden som det bedste danske bud på en Oscar-vinder i kategorien bedste internationale film. Filmen kan fra torsdag ses i en stribe biografer landet over.

Forfatteren Ida Jessen, der har skrevet den roman, som filmen bygger på, var også med til premieren.
Forfatteren Ida Jessen, der har skrevet den roman, som filmen bygger på, var også med til premieren.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST