Så er Viborg HK solgt

Aktionærerne i Viborg HK har netop sagt ja til et salg af håndboldklubben til det nyoprettede selskab "New Beginning".

19VHK reddet.jpg

820.000 kroner. Det er i følge Viborg Stifts Folkeblad prisen for håndboldklubben Viborg HK A/S.

Og aktionærerne har netop sagt ja til at sælge til "New Beginning ApS". I følge folkebladet har 99,6 % af af de fremmødte til en ekstraordinær generalforsamling fredag eftermiddag stemt for et salg af selskabet. Hvis Viborg HK A/S kan skaffe tre til fire millioner kroner kan håndboldklubben overgå til en ny ejer fra 1. juli.

Anpartsselskabet New Begnning er oprettet med henblik på at få kontrol over den konkurstruede klub og føre klubben tilbage til tidligere tiders storhed i dansk kvindehåndbold.

Blandt dem, der bakkede op om salget, var blandt andre storaktionærerne Hellerup Finans og Bach Gruppen. Ifølge Viborgs Stifts Folkeblad skal Viborg HK have tilført tre til fire millioner kroner inden udgangen af juni, før handlen endeligt bliver en realitet.

Det skyldes, at Dansk Håndbold Forbund har regler for, at man ikke må overdrage sin ligalicens til et andet selskab, hvis man har en negativ egenkapital.

- Hvis der ikke bliver tilført likviditet inden den 30. juni, så kommer vi hurtigt i problemer. Vi er kommet et skridt tættere målet om at have Viborg HK i dameligaen efter sommerferien, men jeg kan ikke komme det nærmere end det lige nu, siger formand i Viborg HK Palle Kjeldgaard-Christiansen til Ritzau.

I løbet af den færdigspillede sæson har den konkurstruede klub blandt andet skiftet ud på posten som bestyrelsesformand og administrerende direktør.