Regionshospitalet Viborg er Danmarks bedste til at behandle hjerteflimmer

Flere af de midt- og vestjyske hospitaler er med helt i front på hjerte-karområdet.

Holdet i Hospitalsenhed Midts atrieflimren-klinik står bag de resultater, som har placeret Regionshospitalet Viborg øverst på Dagens Medicins liste over behandling af hjerteflimmer.
Holdet i Hospitalsenhed Midts atrieflimren-klinik står bag de resultater, som har placeret Regionshospitalet Viborg øverst på Dagens Medicins liste over behandling af hjerteflimmer.
Foto: Agata Lenczewska-Madsen, Hospitalsenhed Midt

Fagbladet Dagens Medicin har kåret Regionshospitalet Silkeborg som Danmarks bedste til behandling af hjertesvigt og Regionshospitalet Viborg som Danmarks bedste til behandling af atrieflimren - også kendt som hjerteflimmer.

I 2012 valgte Regionshospitalet Viborg at sætte fokus på hjertepatienter med en atrieflimren-klinik med funktioner i Viborg og Skive. Det har ført til mere tryghed og ro for patienterne, og nu også en kåring i Dagens Medicin.

- Det er super fedt at se, at en målrettet indsats også kan aflæses i kvalitetstallene. Det er en kæmpe anerkendelse af vores fælles indsats gennem de seneste 10 år og et udtryk for, at vi gør noget rigtigt her, vurderer overlæge Andi Albertsen, som sammen med overlæge Dorthe Svenstrup har det lægefaglige ansvar i AFLI-klinikkens aktiviteter i Viborg og Skive.

Cirka 130.000 danskere lider af atrieflimren.

Det handler om tryghed

Spørger man Andi Albertsen, så er der ingen tvivl om, at det er den strukturerede og tværfaglige indsats med undervisning til de enkelte patienter, der for alvor gør en forskel for både patienterne og for hospitalets placering på ranglisterne.

- Sygeplejerskerne spiller en kæmpe rolle i forhold til at lære patienterne at mestre deres sygdom. De er super dygtige til at snakke med patienterne om, hvad de kan trods diagnosen, og hvad de skal gøre, når de oplever nye anfald med atrieflimren. Samtidig favner de også de pårørende, som kan være endnu mere ængstelige og også har brug for at høre, at man sagtens kan leve et godt og trygt liv med atrieflimren, siger Andi Albertsen.

Opgørelsen over landets bedste til behandling af atrieflimren er i år baseret på de nyeste tal fra Regionernes kvalitetsdatabase (RKKP) 2020-2021.

Silkeborg tager prisen for andet år i træk

Også i Silkeborg er der grund til at glæde sig efter at Dagens Medicin har udpeget Regionshospitalet Silkeborg som Danmarks bedste til behandling af hjertesvigt.

Det er andet år i træk, hospitalet løber med æren, og det skyldes i høj grad en flot holdindsats fra medarbejderne, vurderer kardiologisk overlæge Esben Hjorth Madsen.

- En enkelt person eller enkelt faggruppe kan ikke skabe den slags resultater alene. Det kræver en holdindsats, og det er noget af det, vi er rigtig gode til i Silkeborg. Den fælles indsats og gensidige respekt for hinandens faglighed og indsats er noget af det, der gør en stor forskel for vores alvorligt syge patienter, siger han.

Behandlingen af hjertesvigt består af en hel pakke af ydelser som blandt andet medicinsk behandling, fysioterapi og undervisning i medicin, sygdomsforståelse og fysisk træning.

Opgørelsen fra Dagens Medicin er blandt andet baseret på tal fra Dansk Hjertesvigt Database.

Dagens kåringer inden for hjerte-karområdet er blot en del af de samlede kåringer. 4. februar offentliggøres kåringerne inden for kræft og diabetes og 18. februar offentliggøres de sidste delkåringer samt kåringerne af Danmarks bedste store, mellemstore og mindre hospital.