Profil fortsætter i Viborg: Drømmer om Champions League

Hverken Moa Högdahl eller Viborg har ønsket at gøre brug af den option, der kunne skille parterne til sommer.

Moa Högdahl vil også være at finde i den grønne Viborg-trøje i næste sæson (arkivbillede).
Moa Högdahl vil også være at finde i den grønne Viborg-trøje i næste sæson (arkivbillede).
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Den norske håndboldprofil Moa Högdahl vil også i næste sæson være en del af Viborg HK's hold i Bambusa Kvindeligaen.

Högdahl er på kontrakt indtil sommeren 2022, men begge parter havde en option på at stoppe samarbejdet et år tidligere. Ingen af dem havde lyst til at udnytte optionen, og den er nu udløbet.

Det oplyser Viborg i en pressemeddelelse.

Højrebacken er meget tilfreds med tilværelsen i klubben, som hun skiftede til i 2018.

- Vi er godt i gang med at bygge dette hold op, og jeg tror, at det kan blive virkelig stort.

- Jeg tror, vi kan tage det så langt, at vi også kommer til at spille europæisk håndbold og ikke mindst fortsætter som et af de absolut bedste hold i ligaen. Den udvikling vil jeg gerne være en del af, siger Moa Högdahl.

Viborg ligger nummer to i ligaen efter Odense, og den norske profil drømmer om, at sæsonens endelige placering rækker til at spille Champions League i næste sæson.

- Jeg drømmer om at få lov til at spille en Champions League-kamp. Det har jeg så meget lyst til, og jeg har virkelig troen på, at vi med det hold, vi har nu, kan komme til at spille Champions League inden alt for længe.

Træner Jakob Vestergaard ser frem til også at kunne bruge Högdahl i næste sæson.

- Jeg er rigtig glad for, at der ikke er nogen af parterne, der har brugt optionen, og vi dermed også har Moa i næste sæson. Vi ser en spiller, der udvikler sig rigtig godt i grønt, siger Vestergaard.