Politiet beder om hjælp: Farlig fange på flugt fra psykiatrisk sygehus

En mand er torsdag formiddag stukket af fra Søndersøparken i Viborg. Hvis man ved, hvor han er, skal man kontakte politiet hurtigst muligt.

Blå blink.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En mand er lige nu på flugt fra Midt- og Vestjyllands Politi. 

Den undslupne fange betegnes som farlig, skriver politiet på Twitter.

Han er indskrevet på Regionspsykiatrien Midt i Viborg, men er torsdag formiddag stukket af fra det psykiatriske sygehus i Viborg, Søndersøparken.

- De ringer til os og fortæller, at han er flygtet, og så overtager vi opgaven med at finde ham, fortæller Christian Toftemark, der er viceinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Indtil videre har politiets eftersøgning siden torsdag formiddag ikke båret frugt, og han er stadig på fri fod. 

Det får politiet til at inddrage offentligheden i efterlysningen af den undvegne fange.

- Det er, fordi vi vurderer, at han er farlig. Vi har ledt med de muligheder, vi har. Vi har vurderet, at han er så farlig, at det her er næste skridt for hurtigst muligt at finde ham, siger Christian Toftemark fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Han understreger, at folk dog ikke skal være bekymrede. 

- Der er ingen grund til, at man selv anholder ham, så skal man ringe efter os, siger Christian Toftemark.

Midt- og Vestjyllands Politi opfordrer til, at man kontakter politiet på 1-1-4, hvis man ser eller ved, hvor han befinder sig.

Vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
Vicepolitiinspektør Christian Toftemark.
Foto: Tina Bangsgaard, TV MIDTVEST

Kan være alle steder

Vicepolitiinspektør Christian Toftemark oplyser, at politiet især har opmærksomheden rettet mod Viborg og Horsens-området, som den undvegne fange har en tilknytning til, i dets eftersøgning. 

- Vi eftersøger ham med patruljer på de kendte lokationer, hvor vi mener, det er relevant, uddyber han.

Men politiet søger også bredt og med forskellige sporingsmekanismer.

- Han kan jo være alle steder, konstaterer Christian Toftemark.

Anbringelsesdom på ubestemt tid

I 2021 medvirkede manden i DR-programmet ’Indefra med Anders Agger’.

Her kom det blandt andet frem, at han holdt en mand fanget i en kælder i tre måneder. Det resulterede ifølge DR i en anbringelsesdom på ubestemt tid for frihedsberøvelse.

I programmet fremgår det desuden, at han tidligere er stukket af fra sin anbringelsesdom.