Oleksandr tager til Ukraine for at beskytte sin familie: - Hvert minut tænker jeg, at jeg ikke skal se min mor igen

På mandag kører Oleksandr Trofymenko fra Bjerringbro til Ukraine, hvor hans familie sidder i en sikkerhedsbunker i ly for bomber.

2:43
Med i bilen har Oleksandr Trofymenko tre andre ukrainere, der også vil hjælpe i hjemlandet.
Foto: Line Sahl, TV MIDTVEST

- Hver time - hvert minut tænker jeg, at jeg ikke skal se min mor igen.

Sådan fortæller 40-årige Oleksandr Trofymenko fra Bjerringbro om baggrunden for, hvorfor han på mandag kører cirka 2600 kilometer til byen Melitopol i Ukraine. Byen ligger i det sydøstlige Ukraine - kun 100 kilometer fra Krim-halvøen.

Her bor Oleksandr Trofymenkos mor, søster og nevøer. Eller rettere sagt så befinder de sig lige nu i en bunker med 300 andre mennesker. 

Det fortæller ukrainerens søster, som han taler i telefon med, mens journalisten og fotografen er på besøg. I telefonopkaldet kan man også høre bomber springe udenfor bunkeren.

Og selvom det skræmmer Oleksandr Trofymenko, at det er den krig, han selv snart skal opleve, så føler han sig nødsaget til at tage afsted.

- Jeg er bange, men min far er død og min morfar er død, så jeg er den eneste mand i familien. Jeg skal beskytte min familie, fortæller han.

Rejser fra to børn

Selvom Oleksandr understreger, at selvom han elsker sit hjemland, så vil han ikke tage et våben i hænderne og forsvare landet mod den russiske invasion.

- Jeg er ikke kørt derover for at kæmpe. Jeg kører derover for at beskytte min familie. Jeg vil kun beskytte min familie. Jeg vil ikke bruge våben.

Det er dog ikke uden ofrer, at ukraineren, der har boet i Danmark i 17 år, tager til hjemlandet. Han rejser nemlig fra hans to børn på 12 og 3 år, som der går et godt stykke tid, før han kan se igen.

Når først Oleksandr Trofymenko har krydset den ukrainske grænse, kan ikke komme ud igen lige foreløbigt. Alle mænd mellem 18 og 60 år skal nemlig blive i landet og hjælpe til med krigen.

- Jeg elsker mine sønner meget. Men de vil også se deres bedstemor en gang mere. Det er derfor, vi skal kæmpe mod Putin, siger Oleksandr Trofymenko.

Men bag Putin er der et stort land og en stor hær. Derfor har ukraineren fra Bjerringbro en bøn.

- Jeg håber, at verden hjælper os med at stoppe situationen i Ukraine. Jeg beder Danmark, jeg beder Tyskland, jeg beder Sverige - hjælp os.