Ny bog om midtjyske skæbner: Biskop døde af sult, efter et kyllingeben kom på tværs i halsen

I en ny bog kan man læse om 18 forskellige midtjyske skæbner, som på den ene eller anden måde fik et særligt liv.

Der er historien om midtjyden, der blev guldgraver i New Zealand. Der er historien om grovsmeden, der blev undertøjsproducent. Og så er der historien om biskoppen, der døde af sult, fordi han fik et kyllingeben galt i halsen.

Alle historierne kan læses i en ny bog om midtjyske menneskeskæbner fra 1700-tallet og frem til i dag, som på den ene eller anden måde har skilt sig ud. Bogen hedder "Ikke som folk er flest" og indeholder i alt 18 fortællinger.

- Nogle er udskilte, nogen sopper rundt på samfundets bund, og andre gør oprør mod magthavere og må lide under det, siger historiker Henning Ringgaard Lauridsen fra Viborg, der har skrevet bogen.

Henning Ringgaard Lauridsen er tidligere museumsleder og har brugt en del af nedlukningen under corona på at skrive bogen.
Henning Ringgaard Lauridsen er tidligere museumsleder og har brugt en del af nedlukningen under corona på at skrive bogen.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Var dømt til døden, men blev benådet

Historien om biskoppen Henrik Gerner, der døde af sult, begynder i maj år 1700. En søndag, mens han sad til middag med sin familie, kom han til at sluge et kyllingeben, som satte sig noget så grueligt fast.

- Den sad så lavt, at han ikke kunne få den op igen, og han kunne heller ikke synke. Han kunne højst drikke en lille smule, fortæller Henning Ringgaard Lauridsen.

Henrik Gerner var biskop for Viborg Stift fra 1693, men før det havde han siddet lænket i et fangehul under Kronborg i 18 måneder, efter et fejlslået forsøg på at erobre Kronborg tilbage fra svenskerne.

- Egentlig var han blevet dødsdømt, men han blev benådet lige før sit sidste måltid, siger historikeren.

Derfor endte han i stedet med at indtage sit sidste måltid syv år efter sin løsladelse i bispegården i Viborg, hvor det skulle vise sig, at det urokkelige kyllingeben ville komme til at tage livet af ham.

Bestilte sin egen kiste

I dagene efter søndagsmiddagen blev biskoppen svagere og svagere, og derfor bestilte han selv en snedker til at bygge en kiste til ham.

- Da han mærkede, at det var lige før, han skulle dø, bad han sine folk om at sætte kisten op på spisebordet, og så kravlede han med lidt hjælp op og lagde sig i kisten for at vente på sin død. Og der lå han så i tre dage, hvorefter han udåndede, siger Henning Ringgaard Lauridsen.

I dag hedder biskoppen i Viborg Stift også Henrik, og han har ikke svært ved at forestille sig fortids-Henrik, der ligger døende på spisebordet i bispegården.

- Det er en grum historie, og jeg kan da se for mit indre billede kisten stå åben heroppe på vores spisebord med en mand, der ligger på sine sidste dage og er ved at udånde. Jeg synes, det er voldsomt, og jeg kan love en ting. Det er ikke den måde, jeg skal herfra på, siger nutidens biskop Henrik Stubkjær.