Ny app: Spis aftensmad klokken 16 og få rabat

Er du villig til at spise aftensmad klokken 16? Så kan en ny app give dig rabat på dit restaurantbesøg.

Michael Schou har taget sin datter med på Café Baghuset i Viborg til et billigere måltid.
Michael Schou har taget sin datter med på Café Baghuset i Viborg til et billigere måltid.
Foto: Karsten Mortensen, TV MIDTVEST

Det er allerede velkendt i fly- og hotelbranchen. Billetter og værelser bliver solgt billigere, fordi de alligevel står tomme.

Et koncept som nu også er på vej i restaurationsbranchen. Flere restauranter i landsdelen tester lige nu appen EatWeGo, som giver rabatter på mad, hvis man er villig til at spise på skæve tidspunkter.

- Det er jo ligesom, når man går i supermarkedet. Så kigger man også på, hvad der er billigst, siger Michael Schou fra Viborg, som har inviteret sin datter på middag med 25% rabat.

Til gavn for begge parter

Christian Kapper er en af idemagerne bag appen, som netop nu bliver testet i 40 forskellige restauranter i blandt andet Viborg, Herning og Holstebro.

- Den der frygt for, at nogen skal blive sure over, at andre spiser billigere, den er forsvindende. Sådan er det også på flyrejser og hotelophold, fortæller han.

Inbdtil videre er appen blevet downloadet omkring 2500 gange, og det er ikke kun brugerne, der har gavn af de billigere måltider.

- Det giver flere kunder i butikken. Specielt mellem 15.00 og 16:30 er der mange der kommer og bruger appen, siger Mathias Nielsen, som er medejer af Café Baghuset i Viborg.

Hvis appen slår an, er den gjort klar til at indtage de tomme borde i resten af landet - og i udlandet.