Mobning gjorde Natascha ensom: Nu har frivillig forening givet hende venner og et fællesskab

Natascha Bekker fra Viborg blev mobbet i folkeskolen, og det førte til ensomhed. Men så fandt hun hjælp blandt andre ensomme unge i Husrum.

Natascha Bekker benytter sig af tilbuddene i Husrum, og det har gjort, at hun ikke længere er ensom.
Natascha Bekker benytter sig af tilbuddene i Husrum, og det har gjort, at hun ikke længere er ensom.
Foto: Frederik Kortegaard, TV MIDTVEST

- Jeg blev mobbet i mange år, og jeg følte mig ikke accepteret, fortæller 20-årige Natascha Bekker fra Viborg.

Hun beskriver tiden i folkeskolen som hård, og de mange år med mobning gjorde, at hun følte sig ensom.

- Jeg gik meget i fitness, for så havde jeg en plan for min hverdag, og i weekenderne gik jeg også i fitness, for ellers havde jeg ingen planer, siger den 20-årige.

Ensomheden tog til, men så fik Natascha Bekker kendskab til Husrum, som er et tilbud til ensomme unge; det blev et vendepunkt i hendes liv.

- Jeg er virkelig genert og har lidt autisme, og det gør det svært for mig at komme ud i sociale sammenhænge, men der hjælper Husrum mig så meget, for jeg vil så gerne andre mennesker, fortæller hun og forsætter:

- Fællesskabet gør, at jeg virkelig føler, at nogle rigtig gerne vil mig, og de accepterer, mig som jeg er.

Husrum arrangerer blandt andet brætspilsaftner, fællesspisninger, ture til forlystelsesparker og caféture i byen.

Også venner uden for HUSRUM

Foreningen Husrum holder ugentlig et arrangement for de unge, og selvom Natascha Bekker stadig benytter sig af oplevelserne hos foreningen, ser hun også nogle af de andre unge fra fællesskabet uden for Husrum

- Jeg har været en del sammen med en, der hedder Heidi, som jeg kender fra Husrum. Vi har blandt andet fejret nytår sammen, og hun var med til min fødselsdag, fortæller hun.

Natascha Bekker opfordrer derfor andre unge, der mangler et fællesskab til at søge mod Husrum.

- Jeg ville ønske, at jeg havde kendt til sådan et tilbud for ensomme, da jeg gik i folkeskolen, for så ville jeg klart melde mig ind, for jeg nyder virkelig at komme der, og det gør, at jeg ikke er ensom i hverdagen, fortæller hun.

I sidste weekend lavede Husrums unge og de frivillige mad sammen over bål.

Flere muligheder for ensomme

I alt er der 67 ensomme unge i Husrum i Viborg, men på landsplan oplever over en halv million i alderen 16 år og opefter alvorlig ensomhed. 

Ifølge Maiken Simonsen, der er ansat som frivilligkoordinator, er det ambivalent, at så mange unge benytter sig af tilbuddet.

- Det er både godt og ondt, når rigtig mange unge opsøger vores tilbud. Det er selvfølgelig fantastisk, at de bruger Husrum, men det viser, at der er et stort behov for tilbuddet, og at ensomhed er derude, siger hun. 

Maiken Simonsen mener, de unge lærer vigtige kompetencer hos Husrum.

- Når unge ikke er i inkluderende fællesskaber, så har de ikke mulighed for at øve deres sociale færdigheder, men det er der plads til og mulighed for hos os, siger hun.

Tilbyder hjertevenner

Foruden de sociale fællesarrangementer tilbyder foreningen også Hjertevenner, som er en venskabsordning, hvor en ung og en frivillig, der er over 30 år, bliver matchet, fortæller Maiken Simonsen.

- Nogle går en fast tur sammen, og nogle går til badminton; det er faktisk op til den unge og den frivillige, hvad de ønsker at lave og hvor meget. Med en Hjerteven kan den unge også lette sit hjerte, forklarer den frivillige koordinator.

I øjeblikket er der tre Hjertevenner i Viborg, men de vil rigtig gerne have flere, som har lyst til at indgå i et længerevarende venskab med den unge.