Malene åbner købmand uden personale: Her skal du bruge MitID for at handle

Malene Houni Hansen åbner en betjeningsløs dagligvarebutik. Hun tror på, konceptet vil brede sig.

4:37
Malene Houni Hansen åbner om to uger en butik, hvor kunderne ikke skal forvente at møde personale.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST

Når du handler, er du nok vant til at have Dankortet fremme. Måske har du det endda på telefonen og er vant til at scanne dine varer selv.

Nu går en midtjysk købmand så skridtet videre fra selvbetjeningskasser til en hel selvbetjeningsbutik. For i Hagebro åbner Malene Houni Hansen en bemandingsløs nærbutik.

- Jeg er blevet spurgt, om jeg vil teste det af. Jeg synes, det er et rigtig spændende projekt, siger købmanden.

Hun driver til daglig en Spar-butik i nabobyen Haderup. Det har hun gjort så godt, at hun så sent som i september vandt Danish Retail Awards og har vundet priser som Store Manager Award, Årets Købmand og Årets Nybygger i Spar-kæden.

Nu vil hun så åbne en satellit-butik i Hagebro, hvor der tidligere har været købmand. Denne gang får kunderne dog kun mulighed for at hilse på et billede af Malene Houni Hansen, som vil være i butikken.

Bliver et fint lille sted

For at holde udgifterne nede og skabe butikker i områder, hvor en traditionel købmand ikke har kunnet køre rundt, skal hun nemlig teste, hvordan en butik uden personale vil blive taget imod.

Det er et koncept, som allerede er ganske kendt i Sverige. Her har man omtrent 140 butikker af den type, fortæller Malene Houni Hansen.

I Sverige er der større afstande, så nu skal det altså prøves af, om den type butik også har en berettigelse i Danmark.

Så ved tankstationen i Hagebro bliver der altså nu igen en købmand. Malene Houni Hansen bliver en af de allerførste købmænd til at drive en butik uden folk på gulvet.

- Jeg gør det selvfølgelig ikke, hvis ikke jeg tror på det. Med 13.000 biler, der kører forbi hver dag på landevejen, bliver det et fint lille sted, siger Malene Houni Hansen.

Kunderne hos Malene Houni Hansens Spar-købmand kan fortsat se frem til at møde levende mennesker bag kassen. I Hagebro bliver der ingen betjening og et mindre udvalg.

Omvendt får kunderne døgnåbent. Og kunderne i Haderup kunne godt finde på at bruge den kommende butik i Hagebro.

- Ja, da. Sagtens. Jeg er ikke så god til at lave en indkøbsliste, og så mangler jeg en liter mælk eller noget. Så er det nemt at smutte ned til at naboen at hente det, selvom klokken er 00, siger Jens Hvam.

Lever uden betjening

Jens Hvam bor i Hagebro og glæder sig over, han fremover bare lige kan smutte ned i sin nye nærbutik, hvis han får brug for at handle. Det er han ikke ene om.

Generelt lever de potentielle kunder, TV MIDTVEST talte med, fint med, at de skal de til Haderup for at få betjening.

- Det er sådan, det er. Vi kan jo komme herop (i butikken i Haderup red.), hvis vi mangler betjening, så det er intet problem, siger førtidspensionisten Jens Christian Andersen fra Feldborg.

MitID skal skabe sikkerhed

Kunderne i Hagebro skal logge ind med MitID, når de går ind i butikken. På den måde er Malene Houni Hansen sikker på, der ikke kommer børn og unge ind, som ikke må købe de øl, som for eksempel vil være at finde i butikken. 

Samtidig har man oplysningerne på folk, hvis der sker tyveri.

Hos købmandskæden Dagrofa, der står bag blandt andre Spar-købmændene og Let-Køb, lægger man dog op til, at enkelte kunder kan få nøglebrikker, hvis de har besvær med MitID.

Og generelt tror man på, selvbetjente butikker kan komme til at fungere. Lige nu har man fire steder, hvor kunderne står for hele handlen selv.

- Selve konceptet er blevet taget supergodt imod. Det er nemt at bruge, hører vi fra kunderne.

- Min personlige holdning er, at det bliver en succes, for der vil være områder, hvor den traditionelle købmand vil være udfordret, siger Kasper Qvist, som er kædeansvarlig for Let-Købs butikker.

Stor interesse for idéen

Kasper Qvist kalder kontaktløse butikker for en forlænget arm af den klassiske købmand. For i nogle butikker vil man kunne holde længere åbent, hvis der kun er personale i enkelte timer. Og i turistbyer vil man kunne have betjente butikker i højsæsonen og selvbetjening uden for sæsonen.

Den form for hybridløsninger tror Malene Houni Hansen også på vil vinde frem landet over.

- Vi må se, om der er kollegaer, der skal med i den her omgang også.

- Jeg har fået rigtig stor interesse for det her. Nu bliver jeg smidt for løverne og prøver det af, siger hun.

Den lokale døgnbutik i Hagebro åbner efter planen 20. december.