Kurt uddeler avis med kun positive nyheder: Hvis man har håb, tør man selv at bidrage til fremtiden
Sygdom, krig og sult er bare noget af det, der fylder nyhedslandskabet, men i dag uddeler Kurt Mosgaard og mange andre frivillige positive aviser ud for at veje op for det negative.
Kurt Mosgaard er tidligere oberst, og nu er han pensionist. Men lige i dag er han avisbud, for han deler nemlig avisen Verdens Bedste Nyheder ud i Viborg.
Efter et år med pandemi, oversvømmelser og Taliban på fremtog er der nemlig i den grad brug for nogle positive nyheder.
- Jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at folk har et håb og ikke har en oplevelse af, at der ikke er nogen chance for at redde klimaet eller at nå de verdensmål, der er sat op, siger Kurt Mosgaard.
I Viborg står 20 frivillige uddelere på 10 forskellige lokationer, og de uddeler i løbet af morgenen omkring 2000 blade til folk, der er på vej i skole, på arbejde eller noget tredje.
For når man hører, at der er håb for fremtiden, giver det blod på tanden for at hjælpe til.
- Hvis man har en opfattelse af, at det ligger inden for mulighedens rækkevidde, så tør man måske selv bidrage til at nå de her verdensmål. Herunder et bedre klima, siger den midlertidige avisuddeler.
Det er tredje år, at avisen bliver uddelt, og i år er fokus hvordan byerne bidrager til et bedre klima.
Og når disse nyheder står i en avis for sig, så er det måske fordi, de traditionelle medier ikke er gode nok til at fortælle de positive historier.
- Jeg tror, at vores traditionelle medier får flest seere og læsere, hvis de fortæller de dårlige historier. Det er det, folk de læser, så det her er et forsøg på at afbalancere det en lille smule, siger Kurt Mosgaard.
I år er der 362 uddelingssteder fordelt på 90 kommuner landet over.