Knæskade holder Markussen ude af EM-kampe

Bagspilleren fra Bjerringbro-Silkeborg kommer ikke med i EM-kvalifikationskampene mod Holland og Letland.

Nikolaj Markussen fra BSV for ikke mulighed for at tørne ud for Danmark.
Nikolaj Markussen fra BSV for ikke mulighed for at tørne ud for Danmark.

Nikolaj Markussen er ikke med, når Danmarks herrelandshold i håndbold skal møde Holland og Letland i EM-kvalifikationen.

Dansk Håndbold Forbund (DHF) meddeler i en pressemeddelelse, at den høje bagspiller fra Bjerringbro-Silkeborg har meldt afbud med en knæskade.

Landstræner Nikolaj Jacobsen har valgt ikke at indkalde en erstatning til truppen.

Landstræneren har i forvejen valgt at give adskillige stamspillere, blandt andre Mikkel Hansen, Niklas Landin og Lasse Svan Hansen, fri til de to kampe.

Danmark har syv point for fire kampe i EM-kvalifikationsgruppe 1.

Ungarn har fem point, mens Holland har fire point, og Letland er sidst i gruppen uden point.

De to bedste hold i gruppen er sikret en billet til EM i Kroatien næste år.

Den bedste treer i de syv EM-kvalifikationsgrupper kommer også med til slutrunden.

Danmark møder Holland 14. juni på udebane. Fire dage senere tager Danmark imod Letland i Kolding.