John startede dansk kørestolsrugby for 30 år siden: - Jeg har sådan lyst til at spille igen
Lørdag vendte kørestolsrugbyen tilbage til der, hvor det hele begyndte, nemlig i Viborg. John Hinrup startede den første klub i Danmark i 1991, og i dag var han med på sidelinjen, da klubben tog del i Danmarksmesterskabet.
Der bliver gået til stålet – i bogstaveligste forstand – når DM i kørestolsrugby ruller af stablen denne weekend. Stadionhallerne i Viborg lægger gulv til, for det var også her, det hele begyndte.
John Hinrup og en ven hørte om en sport, hvor man måtte køre ind i hinanden i sine kørestole, og sammen med Parasport Danmark startede han dermed Danmarks første kørestolsrugby-klub i 1991.
Dengang for 30 år siden var sporten dog ikke helt som den, der er en del af Danmarksmesterskaberne i dag, fortæller John Hinrup.
- Alting var tilladt. Man måtte ikke bide og spytte, men man måtte godt hive i hinanden og skubbe til hinanden og sådan noget. Og vi røg jo ud af stolene, og vi lå jo faktisk mere på gulvet, end vi sad i stolene, når vi skulle spille, siger han.
Et tiltrængt frirum
Det lyder måske voldsomt, men ifølge John Hinrup var det lige præcis det frirum, som mange kørestolsbrugere havde savnet.
- Det var en fed sport, især når man er så handicappet som mig og næsten ingen muskler i armene har. Det der med at få lov til at køre ind i hinanden og virkelig gå til den. Det var svært at finde en sport, hvor man kunne få lov at bruge sine kræfter.
John Hinrup er ikke længere selv aktiv på rugby-banen, men fungerer i dag som træner for Full Pull Viborg.
Det lader dog til, at de nye spillere finder samme værdi i sporten, som den erfarne viborgenser.
- Det er handicapsportens svar på amerikansk fodbold, og det er lige mig, siger René Sloth Sørensen, som spiller for Full Pull Viborg.
Sammenhold på tværs af klubber
Der er kun fire klubber i Danmark, og alle deltager i DM. Så de fleste spillere kender efterhånden hinanden og er kammerater. Men der er stadig kampgejst.
- Det betyder selvfølgelig noget, vi spiller jo for at vinde, siger René Sloth Sørensen.
Selvom Full Pull fra Viborg hiver en sejr hjem over Ball Crackers fra København, kan de højest ende på en tredjeplads til Danmarksmesterskabet.
Alligevel er træneren godt tilfreds. For ham er det mest frustrerende, at hans egen tid på banen er forbi.
- Jeg har sådan lyst til at komme ind og spille igen, men jeg kan desværre ikke holde til det, siger John Hinrup.
Vinderen af DM bliver først fundet, når der bliver spillet finaler i morgen, søndag.