Jens Rohde vil lave stor udstilling: Afslører livslang hobby

Jens Rohde står på spring til at vise en ganske særlig hobby frem for sine bysbørn, men det er et projekt, som kan tage noget tid.

Jens Rohde har haft en særlig hobby, siden han var i børnehavealderen. I løbet af de næste par måneder skulle viborgenserne gerne få glæde af den.
Jens Rohde har haft en særlig hobby, siden han var i børnehavealderen. I løbet af de næste par måneder skulle viborgenserne gerne få glæde af den.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Politisk har han skiftet spor nogle gange: Fra Venstre til Det Radikale Venstre, så til Kristendemokraterne og så tilbage til Venstre.

Og han har arbejdet som alt fra radiodirektør til nu at være ihærdig fodbolddommer i sin fritid.

Men på hobbyfronten har Jens Rohde holdt sig på samme spor. Han er nemlig helt vild med modeljernbaner.

Snart får han lov at vise sin hobby frem i stor skala. Planen er nemlig, hans modeljernbane skal udstilles i Viborg Banegård.

- Når nogen ringer og spørger, om jeg vil gøre noget for Viborg, siger jeg ja. Og spørger de så, om jeg vil lave en modeljernbane, siger jeg ja, ja, ja. Så det passer meget fint, siger Jens Rohde med et smil i stemmen.

2:29
Jesper Svensson ville egentlig bare leje et lille kontor på banegården. Men nu har han taget hele molevitten.
Foto: Jan Ebbesen, TV MIDTVEST

Viborg Banegård skal renoveres fra ende til anden indvendig for at skabe et nyt folke- og foreningshus.

Det er i den forbindelse, at Jens Rohde er blevet spurgt, om ikke han vil vise sin modeljernbane frem.

Tidligere har man kunnet lære om hans hobby i DR-programmet ’Kender du typen?’ og fra udstillinger i en lokal boghandel.

Skal være spektakulært

Men nu bliver det altså i endnu større skala. For planen er, at jernbanen skal hænge i loftet i stationsbygningen, hvis det da kan gøres på forsvarlig vis.

- Hensigten er at gøre det spektakulært, så det får en lidt større wow-effekt end på andre stationer, siger Jens Rohde.

Han har så meget udstyr til modeljernbaner, at han har det opmagasineret. 

Inden for de næste måneder skulle viborgenserne altså gerne få jernbanen at se. Det bliver dog svært at nå inden jul, tror Jens Rohde.