'Jeg kommer og smadrer dig om en time': Annas ansigt bruges til at svindle

Nogle udgiver sig for at være 19-årige Anna Tronier Rod Jensen fra Skals på sociale medier. Det har medført trusler og ubehagelige opkald til den vordende mor.

2:25
En eller flere svindlere har stjålet oplysninger fra Anna Tronier Rod Jensens facebook-side og oprettet en falsk profil.
Foto: Ditte Georg Wraae, TV MIDTVEST


Anna R. Jensen solgte en endagsbillet til den Northside-festival, der i disse dage udspiller sig i Aarhus, til Jimmy fra Djursland, der måtte slippe 1100 kroner for billetten. Jimmy står dog ikke fredag aften og ryster mås til "boing boing" og "hot" på Aarhus-festivalen.

For Anna R. Jensen eksisterer ikke.

Hun er et svindelnummer skabt til at snyde folk på internettet, men hun har et ansigt, og det ansigt tilhører 19-årige Anna Tronier Rod Jensen.

Og eksemplet med Jimmy fra Djursland, som har fortalt sin historie til TV2 Østjylland, er langt fra enestående.

- Jeg ved ikke, hvor mange jeg er blevet kontaktet af efterhånden. Det er rigtig, rigtig mange. Jeg var oppe på en seks-otte henvendelser på dagen. Det løb virkelig løbsk, og det blev bare værre og værre og voldsommere og voldsommere, siger Anna Tronier Rod Jensen.

Hun er i snart et år blevet kontaktet af folk, der påstås at være blevet svindlet af hende.

Kopierer facebookprofil

Det begyndte, da hun modtog en besked fra en pige, mens hun selv sad på en café med sin kæreste. Senere samme aften havde Anna også pigens far i røret.

Beskeden var klar; betal pengene tilbage.

- Jeg forstod ingenting. Jeg var meget chokeret. Jeg havde ikke set den komme, og jeg havde ikke fået noget at vide om det. Det kom ud af det blå, siger Anna Tronier Rod Jensen.

Pigen og de mange andre, der har kontaktet Anna Tronier Rod Jensen, har blandt andet købt koncertbilletter af og betalt indskud til en lejlighed til en person, der går under navnet Anna R. Jensen.

På facebooksiden tilhørende "Anna R. Jensen" står der, at hun er i et forhold med en "August" og bor i Odense.

Det passer bare ikke.

Anna Tronier Rod Jensens kæreste hedder Stefan, og hun bor i Skals, hvor de går og venter på at blive forældre for første gang.

Det eneste, de to profiler tilhørende henholdsvis Anna Tronier Rod Jensen og Anna R. Jensen har til fælles, er gamle opslag, der er blevet kopieret, og så Annas ansigt.

Skal også tænke på baby

Den søde ventetid er imidlertid blevet erstattet af trusler og opkald fra folk, der vil have deres penge tilbage.

- Det er ikke kun mig, det handler om lige pludselig. Heldigvis er der ikke blevet gjort alvor af nogen af de her trusler, men det er stadig megaubehageligt at vågne til en besked, hvor der står: "Jeg kommer og smadrer dig om en time", siger den 19-årige.

Efter mange måneder uden ubehagelige henvendelser modtog Anna Tronier Rod Jensen i lørdags en besked fra en kvinde, der ville have sine 1050 kroner tilbage.

- Jeg fik det ondeste sug i maven. Jeg troede endelig, jeg havde fået ro. Jeg havde en fornemmelse af, at jeg endelig var fri for det. Det var jeg så desværre ikke, og nu kører det bare, siger Anna Tronier Rod Jensen.

Hun frygter, at identitetstyveriet og svindlen nu vil tage til igen.

Svær at efterforske

Anna Tronier Rod Jensen har anmeldt sagen om den falske profil til Midt- og Vestjyllands Politi. Her tager man anmeldelser som disse alvorligt, men sager om digital svindel og identitetstyveri er ikke lette at efterforske

- Generelt kan det være en udfordrende opgave, fordi de ofte forsøger at slette deres spor efterfølgende, og nogle gange går sporene til udlandet, og der må vi så bare sige, at så stopper det der, siger politikommissær Henrik Varbøl Andersen, der er en del af efterforskningen ved politiet i Viborg.

Er det sværere at efterforske kriminalitet på nettet?

- Ja, det er det, for der er ikke ret mange vidner, der kan identificere gerningsmanden, siger politikommissæren.

Hjemme i Skals håber den 19-årige svindelramte kvinde, at politiet snart får hul igennem, så misbruget af hendes ansigt stopper.

- Jeg håber, det bliver taget seriøst. Ikke nok med, at det selvfølgelig er ubehageligt for mig og en træls situation at sidde i, så bliver jeg så ked af det, hver gang jeg bliver kontaktet, siger Anna Tronier Rod Jensen.