Henriks mission var at redde andre søfolk: Det endte med, at han selv knækkede

I en hangar på flyvestation Karup står en blå Lynx helikopter. Den er taget ud af tjeneste og erstattet af nye og mere moderne helikoptere. Men den fortæller stadig en historie om de år, hvor den danske flåde jagtede pirater ud for Somalias kyst. På siden af helikopteren er der malet både dødningehoveder og en smiley.

- Det var noget vi fandt på at male på, mens vi var dernede, fortæller Henrik Christensen.

Han har en lang karriere som co-pilot bag sig. Og han kender historierne om piratjagten. Og om Søren og Eddy. De to sømænd som blandt andet Ekstra Bladet var med til at gøre kendte, da avisen kørte en kampagne for at få de to sømænd frigivet. Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez, som de to sømænd hed, endte med at sidde 838 døgn i fangenskab i Somalia. Smileyen på helikopteren blev malet på efter de blev reddet ud.

Henrik Christensen husker tydeligt de første ture til Adenbugten.

- I starten fløj vi tæt på. Også på de kaprede skibe, og så stod piraterne på skibene og viste våben. Både geværer og RPG’er (skulderbårne panserværnsvåben). Men i starten synes jeg jo, at jeg havde masser af held – og meget lidt erfaring, fortæller han.

Frømænd ombord

Hans rolle i helikopteren var at være co-pilot, på NATO-sprog hedder det en taktisk koordinator. Det betyder, at han blandt andet holdte styr på, hvor helikopteren var i forhold til moderskibet og fjenden. Ligesom han kunne overtage styringen af helikopteren, hvis piloten eksempelvis blev hårdt såret.

I Adenbugten, når helikopteren var på piratjagt, bestod besætningen også af en mand, som sad ved det tunge maskingevær, der pegede ud af den åbne dør. Og bagerst sad en soldat fra frømandskorpset som snigskytte.

- I almindelig søkrig er taktikken, at holde helikopteren helt uden for fjendes rækkevidde. En russisk destroyer har en rækkevidde på 30 kilometer. Men dernede skulle vi lige pludselig flyve helt tæt på. Det var en helt anden modus, siger Henrik Christensen.

Skyd, skyd, skyd

Taktikken fra dansk side var sådan set ret enkel.

- Den var at skyde foran piratskibet. Fortsatte skibet, så skød vi endnu tættere på. Hvis piraterne fortsatte mod et handelsskib, så skød vi stævnen i stykker. Eller motoren. Og så viste vi meget tydeligt, at vi ville blive ved, indtil de overgav sig. Når de overgav sig, kunne vi se, at de kastede stiger og våben over bord.

Henrik Christensen var igennem de fem år, den danske flåde var i aktion i Adenbugten, sammenlagt udsendt i 300 dage. Og han husker, at mandskabet i helikopteren fik et ganske særligt forhold til soldaterne fra Frømandskorpset.

- Vi var en god kombination. Og vi blev mere og mere erfarne, så vi var gode til at operere med frøerne og tage ud om natten og tage et piratmoderskib. Vi skød på den ene side, og så kom frøerne på den anden side ti sekunder efter.

En broget flok

Carsten Fjord-Larsen var flere gange i Adenbugten som skibschef. Det betyder, at han var øverste chef på skibet og for den samlede styrke. Piratjagten skete nemlig i samarbejde med både frømænd, helikoptere, efterretningseksperter og andre grene af forsvaret.

Han fik et indtryk af, hvem piraterne var, fordi danskerne tog flere pirater til fange.

- Som jeg ser det, så var der en hård kerne af kriminelle, som havde forbindelserne ind til bagmændene på land. Og efterhånden som piraterne tjente flere penge, så kom der flere helt almindelige unge mænd, som ikke anede, hvad de gik ind i, siger flotilleadmiral, Carsten Fjord-Larsen.

Han er vidende om, at piraterne også skød efter den danske helikopter.

- Jeg ved, der har været episoder, hvor der formentlig blev skudt mod vores helikopter i forbindelse med, at helikopteren var inde ved kysten for at holde øje med gidselskibene. Heldigvis skete der ikke noget, og det var på god afstand. Men det er klart, at der var et element af uforudsigelighed, fortæller han.

Heldet svandt ind

Netop den uforudsigelighed begyndte at spise af Henrik Christensen. På hjemmefronten var der familieforøgelse. Og på udsendelserne nagede tvivlen. For kunne det blive ved med at gå godt?

- Jeg begyndte at tænke mere og mere over tingene. Og efterhånden var jeg den ombord, der havde rigtig god erfaring. Og så følte jeg, at heldet begyndte at svinde ind.

Det betød, at Henrik Christensens mentale bæger var fyldt godt op, den dag Søren Lyngbjørn og Eddy Lopez skulle hentes.

- De var købt fri, og jeg var noget slidt efterhånden. Men vi skulle egentligt bare hente dem på en strand. Men den dag dukkede de bare ikke op. Og vores efterretninger sagde, at der var klanstridigheder 15 kilometer inde i landet. Og da Søren og Eddy ikke mødte op, så var det op til overvejelse, om vi skulle flyve derind og hente dem ud med en flok frøer bagi. Og der blev jeg bange. Jeg tænkte, at hvis vi kom i en helikopter, uden beskyttelse fra en anden helikopter, så ville jeg blive taget til fange, og så skulle jeg sidde og rådne op i Somalia. Og jeg havde lige fået en lille søn, og der var en mere på vej. Der fik jeg et knæk, der sagde spar to. Fysisk hele kroppen. Det hele snørede sig sammen. Jeg sagde, at det var det dummeste, jeg havde hørt. Der var et krat, hvor vi skulle lande, og der kunne ligge en kæmpe flok på lur og tage os til fange, fortæller Henrik Christensen.

Pressen forsinkede Søren og Eddy

Efter noget tid kom piraterne alligevel ud på stranden som aftalt. Og det viste sig, at der var en grund til forsinkelsen.

- Det var pressen, der havde forsinket det hele. Der skulle lige vrides det sidste interview ud af gidslerne. Så da vi landede på skibet med Søren og Eddy var der breaking news på TV2 og Ekstra Bladet. Men jeg fik mit knæk der, siger han.

Henrik Christensen blev hjemsendt i 2013 fra piratmissionerne. Et år efter bankede PTSD og depression på døren til det sommerhus, hvor han holdt ferie.

Hadede sit liv

- Lige pludselig havde jeg bare ikke noget energi. Og så sad jeg bare ret hurtigt ude på toilettet og tudede og hadede mit liv. Det havde jeg aldrig prøvet før.

Turen ud af mørket blev lang og hård. Udover PTSD skulle der også tages hånd om et alkoholmisbrug. Begge ting er der i dag - ti år efter aktionerne i Ardénbugten, kommet styr på. Blandt andet takket være hjælp fra medicin, der tager depressionen.

- PTSD kan jeg jo ikke gøre noget ved. Men depressionerne kan jeg gøre noget ved. Og medicinen virker, fortæller Henrik Christensen.

En bog er det også blevet til. Henrik Christensen håber, at udgivelsen ”Manden der sendte dronningen en bog” kan være med til at hjælpe andre soldater med PTSD. For i dag har han det så godt, at han synes, han kan se en mening med det hele.

At missionerne gik ud på at hjælpe andre søfolk i nød betyder meget.

- Vi betegner os som søfolk i søværnet. Og søfolk holder sammen. Og søfolk i nød kommer vi alle sammen og hjælper. Sådan er det bare.

- Det blev min mission i livet at sørge for at søfolk ikke blev taget til fange, så de ikke skulle rådne op i fangenskab og få tæsk dagligt. Jeg fortryder ikke noget som helst. Jeg har været oppe. Jeg har været nede. Jeg har PTSD. Jeg er på fleksjob, og jeg har haft alkoholproblemer. Jeg har det godt.