Hårdt ramt søskendeflok fortalte deres historie på TV: Nu tilbyder folk penge, sommerhus og mad

De tre børn i familien Thomsen fortalte historien om deres døde far og kræftramte mor til TV MIDTVEST. Nu står folk nærmest i kø for at hjælpe dem til en lettere hverdag.

5:38
Her kan du se programmet Små Stemmer om Søren, Julie og Mette Thomsen.

Efter familien Thomsen fra Viborg tirsdag fortalte deres historie i TV MIDTVESTs programserie Små Stemmer, har de modtaget adskillige tilbud fra folk, der vil hjælpe familien. 

Børnene Søren, Mette og Julie har mistet deres far, som var alkoholmisbruger, mens deres mor, Laila Thomsen, har kræft og er førtidspensionist. Tilbuddene handler om at gøre livet lidt lettere for familien Thomsen.

Der er blandt andet nogle, der har tilbudt mad, penge, aflastning, en ferie i sommerhus og bare en person at snakke med, om det, de synes, er svært.

Deriblandt er fotografen Christina Bundgaard, der skrev til TV MIDTVEST for at tilbyde familien muligheden for at blive fotograferet sammen i hendes studie.

- Man kan jo ikke rigtig gøre noget for familien, men jeg kan tage billeder. Det er en dag, jeg skal hive ud af min verden for at glæde dem med et minde, og det vil jeg vil gerne gøre.

- Når først tiden er væk, så kan du ikke genskabe den. Jeg ved, hvor meget billeder kan gøre i minder, fortæller fotografen.

Laila Thomsen med Mette Thomsen på 13 ved siden af. Laila Thomsen begynder sin kemobehandling i denne uge.
Laila Thomsen med Mette Thomsen på 13 ved siden af. Laila Thomsen begynder sin kemobehandling i denne uge.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

De mange tilbud er noget, der vækker følelser hos familien Thomsen.

- Det er mega overvældende, og det havde vi ikke regnet med. Vi er dybt taknemmelige og berørte. Da vi sagde ja til programmet, var det ikke for at stå med hånden fremme - vi klarer os til dagen og vejen - men for at børnene blev hørt og fik fortalt deres historie, fortæller Laila Thomsen.

Ingen børn burde udsættes for det her

Programmet Små Stemmer var en del af TV MIDTVESTs 19.30 udsendelse tirsdag aften, og da den sluttede gik Christina Bundgaard til tasterne.

- Jeg tror ikke, jeg nåede at tænke ret meget. Jeg så udsendelsen og blev ramt af børnenes alt for voksne syn. De er tvunget til at være voksne så hurtigt, og det er der ingen børn i den alder, der burde være, siger hun.

Julie og Søren er henholdsvis 15 og 11 år.
Julie og Søren er henholdsvis 15 og 11 år.
Foto: Lasse Uttrup & Frida Bjørn Fisker, TV MIDTVEST

Fotografen har selv to døtre. Den ene bliver 11 om lidt - samme alder som Søren Thomsen i programmet. Af den grund føler fotografen, at det kommer tæt på.

- Det den 11-årige dreng sagde om, at de er mere sammen, fordi de ikke har så mange penge, ramte mig så dybt.

Har selv haft kræft og alkoholisme inde på livet

Søren, Mette og Julie Thomsen har oplevet mere smerte i løbet af deres barndom, end de fleste mennesker har på et helt liv.

Selvom Christina Bundgaard ikke på nogen måde kan sammenligne sit liv med familien Thomsens, så har hun selv haft kræft og alkoholisme inde på livet.

Fotografen har selv mistet to bedsteforældre og en svigermor til kræft, mens hendes svigerfar også var alkoholiker.

- Kræft rammer rigtig hårdt, og så er det børn, det går udover. De står som Palle alene i verden. Børn skal ikke udsættes for sådan noget her på så tæt hold.

Christina Bundgaard har fået mailadresse på Laila Thomsen, og snart vil hun sende sit tilbud videre til familien Thomsen.