Gaardsted igen kandidat til Folketinget: - Koncentrerer mig om min egen kreds

Karin Gaardsted (S) er blevet genvalgt som Viborg Vest-kredsens folketingskandidat.

Karin Gaardsted (S) er klar til at tage endnu en periode i Folketinget, hvis hun bliver genvalgt.
Karin Gaardsted (S) er klar til at tage endnu en periode i Folketinget, hvis hun bliver genvalgt.
Foto: Marie Hald / Ritzau Scanpix

62-årige Karin Gaardsted (S) er kandidaten, der skal forsøge trække stemmerne, så Viborg Vest-kredsen fortsat vil være repræsenteret i Folketinget efter næste valg.

Det ligger fast, efter socialdemokraten er blevet genvalgt som kredsens folketingskandidat.

Opbakningen fra egne rækker er Karin Gaardsted godt tilfreds med.

- Jeg er glad for, at min kreds vælger at genopstille mig. Håbet og målet er, at vi kan blive ved med at have socialdemokratisk repræsentation i Folketinget, siger hun.

Efter intern kamp: Gaardsted vil fokusere på egen kreds

I slutningen af marts kunne TV MIDTVEST fortælle historien om en intern kamp i Socialdemokratiet i Viborg, hvor hele to kandidater bejler til en folketingsplads.

Udover folketingsmedlem Karin Gaardsted drejer det sig om byrådsmedlem Mette Nielsen, som stiller op for Viborg Øst-kredsen.

Derfor kan Gaardsted ende med at skulle kæmpe om stemmerne mod sin egen partifælle, når jagten på hendes tredje periode i Folketinget sættes ind.

Et scenarie, Karin Gaardsted dog ikke ønsker at forholde sig til.

- Jeg koncentrerer mig om min egen kreds, og jeg er utrolig glad for opbakningen. Egentlig er det ikke så vigtigt, hvem der er i spidsen – det vigtigste er, at vi er repræsenteret i Folketinget. Mister man først den position, kan den være meget svær at få tilbage igen.

- Vi trækker i arbejdstøjet nu, og vi går efter at blive siddende i Folketinget efter det kommende valg, lyder det fra Karin Gaardsted.

Karin Gaardsted har siddet i Folketinget siden 2011.