Forårskåde motorcyklister på landevejen: - De første ture er lidt risikable

På årets første forårsdag gælder forsikringen igen for mange motorcykler. Det betyder at mage atter ruller ud på gader og veje.

0:07

Endnu en motorcykel bliver startet. Der lyder et brøl uden for motorcykelbutikken i Viborg.

Det er lyden af forår. Og en lyd, der tænder julelys hos dem, der godt kan lide at køre motorcykel.

- Så har man det bare godt, når man kommer ud på vejen med vinden i ansigtet. Så kan man bare dreje på rullen, så sker der noget, siger Lars Jochumsen, der er indehaver af Bike-Shoppen i Viborg, sammen med sin hustru og søn.

1. marts er en rigtig travl dag i butikken. Mange motorcykler har overvintret. I dag bliver de hentet.

Men det er ikke helt ufarligt, når motorcyklisterne drejer gashåndtaget i bund, og kører ud i trafikken blandt billisterne på første forårsdag.

Derfor får kunderne altid en lille "reminder" med på vejen, inden de forlader butikken.

- Jeg er nødt til at sige til folk, at nu tager I det altså med ro, for vejen og asfalten er kold, og billisterne ved ikke, at der er motorcykler. De første mange ture er faktisk lidt risikable, siger Lars Jochumsen fra Bike-Shoppen i Viborg.

Lars Jochumsen giver kunderne en lille opsang med på vejen, når de forlader butikken 1. marts.
Lars Jochumsen giver kunderne en lille opsang med på vejen, når de forlader butikken 1. marts.
Foto: Allan Ødegaard, TV MIDTVEST

Lastbil vinder over motorcykel

En af dem, der er mødt op, er Magnus Valsted. Han har taget turen fra Kolding for at hente sin nye motorcykel.

Selv om han glæder sig til at komme ud at køre, så er han også meget opmærksom. Et par gange har han oplevet, at det var lige ved at gå galt.

- Jeg har prøvet flere gange med lastbiler, der er trukket ud foran, eller hvor jeg har ligget i en overhaling, hvor de ikke har set mig, og så trækker de ud. Og så bliver man jo nødt til at komme væk, for en lastbil den vinder over en motorcykel, siger Magnus Valsted.

Hos Midt- og Vestjyllands Politi er lederen af den operativ færdsels ofte på motorcykel, når han er på job.

Han opfordrer motorcyklister til at træne undvigemanøvrer og opbremsning på et lukket område, inden de kører ud i forårstrafikken.

Og så har han helt særlig påklædning.

- Sørg for at få nogle pangfarver på din køredragt. Sådan en gul vest og en gul hjelm, det er rigtigt godt til at blive set i trafikken, siger Jørgen Christensen, leder af operativ færdsel, Midt- og Vestjyllands Politi. 

I 2023 mistede fire motorcyklister livet i ulykker på vejene i det midt- og vestjyske.

2:31
1. marts er juleaften for mange motorcyklister. Så må de igen komme på landevejen, og det er ikke helt ufarligt.