Flere får lavet negle: Astrid uddanner nye negleteknikere på stribe

I dag får alle typer kvinder lavet negle, forklarer den erfarne negletekniker.

Negletekniker Astrid Nepper har ordnet tusindvis af negle gennem de sidste 15 år. Men de seneste år har hun fået ekstra travlt.

quoteUdviklingen er gået stærkt og gør det stadig. Til at starte med var det meget en bestemt type kvinder, der havde negle. Nu er det alle. Det er alle aldersgrupper og alle samfundslag, der får lavet negle

Astrid Nepper, Neppers Nails, Viborg

Der dukker flere og flere negleklinikker op rundt om i landet, hvor kunderne kan få ordnet sine negle hos en professionel negletekniker. I Viborg, hvor Astrid Nepper holder til, er der flere end ti saloner. 

Det kan Astrid Nepper tydeligt mærke. Hun uddanner nye negleteknikere på stribe, forhandler produkter til professionelle, og så har hun en salon, hvor andre negleteknikere kan leje sig ind.

- Udviklingen er gået stærkt og gør det stadig. Til at starte med var det meget en bestemt type kvinder, der havde negle. Nu er det alle. Det er alle aldersgrupper og alle samfundslag, der får lavet negle, forklarer Astrid Nepper om udviklingen.

Mange elever

Neglenes popularitet ses også tydeligt ved, at Astrid Nepper altid har nye elever på skolebænken, der vil være dygtige til at lave negle.

En af dem der bliver undervist af Astrid Nepper er Heidi Larsen.

- Til at starte med var det mere bare til mig selv, men det kunne jo være fedt, hvis man kunne drive det til mere, forklarer hun.

Det tager cirka fire måneder at blive uddannet negletekniker med halvtreds timers undervisning, adskillige øvelser og til sidst både en mundtlig og en skriftlig eksamen. Og der er brug for de mange teknikere, mener Astrid Nepper.

- Måske er der lige nu ikke lige så mange, der får ordnet negle, som der går til frisøren. Men det kommer. Det er jeg slet ikke i tvivl om, slår hun fast.

Du kan komme med på besøg hos Nepper Nails i indslaget her, der er produceret før cornakrisen brød ud.

 


Læs flere artikler fra Viborg eller i kategorien Erhverv.