En højt respekteret hædersmand: Det sagde de om oberst Lund

Mange politikere og militærfolk var mødt op for vise Jens Christian Lund den sidste ære.

Jens Christian Lund blev lørdag begravet fra Viborg Domkirke.
Jens Christian Lund blev lørdag begravet fra Viborg Domkirke.
Foto: Mogens Lyngsø, TV MIDTVEST

Det var en af de helt store viborgensere, der lørdag eftermiddag blev begravet fra Viborg Domkirke.

Oberst Jens Christian Lund, der døde i søndags, har gjort et stort indtryk på de mange mennesker, han havde kontakt med som militærmand, politiker og sportsfan.

Blandt de mange deltagere i begravelsen var den tidligere jægersoldat B. S. Christiansen.

- Jeg har kendt obersten i rigtig mange år. Han var altid god til at stille sig op for os soldater. Han var der altid for sine folk, så det er et stort tab, at han ikke er her længere. Jeg husker kun gode ting. Specielt fordi han altid var der for os. Man kunne altid komme til ham, hvis der var et problem, sagde B. S. Christiansen.

1:02
Interview med B. S. Christiansen og Kristian Pihl Lorentzen.

Venstres folketingsmedlem fra Ans, Kristian Pihl Lorentzen, kendte oberst Lund fra Prinsens Livregiment og fra Folketinget. Han var helt enig med B. S. Christiansen.

- Jeg vil huske ham som en hædersmand, der var højt respekteret alle vegne for en enorm arbejdsindsats til gavn for Danmark og hans soldater. Han var soldaternes mand om nogen. Han engagerede sig dybt i alt muligt og skånede ikke sig selv, sagde Kristian Pihl Lorentzen.

Det socialdemokratiske folketingsmedlem Karin Gaardsted betegnede Lund som en slags mentor, der hjalp hende,  da hun første gang blev valgt ind i Folketinget.

- Han var også en revser, og det er rigtig godt. Det lå også til ham, at han var nødt til at sige sandheden. Han talte lige ud af posen, og det er befriende, når et menneske har det sådan - og det havde han altid.

- Det er en af Viborgs helt, helt store kæmper, der er faldet. En af de store personliger, som har været en kæmpe gevinst for Viborg, sagde Karin Gaarsted.

En folkelig ener

Viborgs tidligere borgmester, den konservative justitsminister Søren Pape Poulsen, brugte også ordet hædersmand om Jens Christian Lund. En mand der kæmpede for sin by og sin egn.

- Jeg kommer her i dag for at ære en helt særlig personlighed. Han var en ener, som var folkelig i ordets egentlige betydning, sagde Søren Pape Poulsen.

Den nuværende borgmester i Viborg, Ulrik Wilbek, pegede på, at Lund betød utroligt meget for Viborg - som oberst, politiker og meningsdanner.

- Jeg sad i byrådet med ham for 15-20 år siden, og der havde vi nogle muntre dialoger på tværs af bordet. Vi havde et rigtig godt samarbejde, sagde Ulrik Wilbek.

Som fodbolddommer dømte Jens Christian Lund flere tusinde kampe, og han var også en stor sportsfan - blandt andet som en meget engageret tilskuer til Viborg FFs hjemmekampe.

- Har han sat Viborg på landkortet med sin karismatiske personlighed. Han var topengageret i alt - sport, kultur, politik og erhverv. Og så var han en stor fan, som altid har brændt for fodbolden, sagde direktøren i Viborg FF, Morten Jensen.

2:02
Interview med Karin Gaarsted og Søren Pape Poulsen.
2:31