Den halve million er samlet ind: Nu kan Bertine blive opereret

Bertine Engkvist fra Viborg kan endelig få den operation i Spanien, hun har brug for på grund af sin sjældne sygdom. Datoen er på plads.

Bertine Engkvist skal opereres om to måneder.
Bertine Engkvist skal opereres om to måneder.
Foto: Privatfoto: Bertine Engkvist

Bertine Engkvist fra Viborg kan nu få den operation, hun har så hårdt brug for.

En halv million kroner en nemlig kommet i hus, blandt andet via Facebook-gruppen ”Bertines kamp”.

- Det er bare dejligt, jubler hun.

- Det er helt vildt, at alle pengene er samlet ind. Da vi begyndte, troede jeg nok ikke helt på det, fordi det er så stort et beløb, erkender Bertine Engkvist, som understreger, at hun er dybt taknemmelig.

Bertine Engkvist er ramt af de sjældne sygdomme craniocervical instability og atlantoaxial instability, som betyder, at hendes lillehjerne og rygmarv tager skade, fordi der er et øget tryk på de øverste ryghvirvler.

Sygdommen har mange konsekvenser.

- Jeg sidder i kørestol, jeg er ved at miste førligheden i venstre side, jeg har daglige migræneanfald, syns- og høreforstyrrelser, dårligere hukommelse og mave-, tarm- og blæreproblemer, fortalte Bertine Engkvist til TV MIDTVEST i januar.

Opereres om to måneder

Nu er der forhåbentlig bedring på vej. I hvert fald har hun fået sat dato på, hvornår hun skal opereres. Det bliver om to måneder - helt præcist den 12. juni.

Årsagen til, at Bertine Engkvist skal betale en halv million for at blive opereret, er, at operationen skal foregå i Spanien. Hun har fået at vide fra det danske sundhedsvæsen, at det ikke kan lade sig gøre i Danmark.

Så da hun kunne se, at pengene var i hus, satte hun gang i at arrangere det hele. Og først og fremmest at få bestilt en tid til den komplicerede operation.

- De havde to ledige tider før sommerferien, og så valgte vi den, hvor det passer med, at min mor kan tage med derned. Og at jeg kan få min hund passet imens, påpeger Bertine Engkvist.

Hun skal være i Spanien i en måned

Er nervøs, for det bliver voldsomt

Selvom hun er lykkelig for, at det nu er muligt at få operationen, er hun også begyndt at blive nervøs.

- Det er rart at have en dato at forholde sig til, men selvfølgelig bliver jeg nervøs. Det er en voldsom operation, og jeg kommer til at have store smerter bagefter, fortæller hun.

- Men det hjælper selvfølgelig at tænke på, hvad der kommer bagefter, understreger Bertine Engkvist.

Det er håbet, at operationen som minimum vil bremse sygdommen.

- Lægen regner med, at venstre side vil kunne fungere normalt, og måske vil jeg kunne gå og stå herhjemme. Men det vil som minimum bremse den negative udvikling, sagde hun til TV MIDTVEST i januar.

Pengene til selve operationen er altså i hus. Der mangler dog stadig et beløb på omkring 75.000 kroner, før alle udgifter er dækket ind.

- Dem skal vi nok få i hus, forsikrer Bertine Engkvist - der i øvrigt fylder 28 år i morgen.