Dan Turéll dukkede op fra gemmerne: Sjældne håndskrevne digte fundet på Hald Hovedgaard

Centerlederen på Hald Hovedgaard, Peter Rannes, fandt digtsamlingen fra 1970 under en oprydning. Den vurderes til cirka 16.000 kroner.

2:11
Peter Rannes driver Hald Hovedgaard som arbejdsrefugium, hvor folk fra forfattermiljøet kan flokkes.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Hald Hovedgaard er et arbejdsrefugie for forfattere, der har brug for arbejdsro til at fordybe sig. Det benyttede Dan Turéll sig blandt andet af i 70'erne, og nu, i 2021, har centerlederen, Peter Rannes, fundet en lille gave, som den kendte forfatter har efterladt sig.

Under en grundig oprydning i den stille coronatid dukkede en kasse med nogle Dan Turéll ting nemlig op.

- Så var der et hæfte, jeg genkendte, ved navn Changes of Light. En lille digtsamling, som jeg kender fra moderne tryk, men den her var håndskrevet, fortæller Peter Rannes.

14 digte på gammelt papir skrevet fra digteren Dan Turélls egen hånd. Et meget sjældent syn i bøgernes verden, hvor et håndskrevet eksemplar normalt kun gives til nære venner af forfatteren. Men her lå der et i en gammel rodekasse.

- Jeg tænkte: "Fedt!". Det er sjovt og interessant. Det er hele coronatiden værd næsten. Når vi går og tjekker kopier, gamle indkøbssedler, dagsordener og vedtægter, er det fedt, når der kommer noget unikt, og det må man sige, det her er, fortæller Peter Rannes.

Digtsamlingen er ikke til salg.

Auktionsselskabet Bruun Rasmussen Kunstauktioner har tidligere solgt lignende eksemplarer af Changes of Light for en god sum penge, og vurderingsekspert fra auktionsselskabet Lærke Bøgh vurderer Peter Rannes' digtsamling til samme værdi.

- Mellem 15-20.000 kroner. Dan Turéll er en af de få danske digtere, som der er et dedikeret publikum til, og selvom han har været død i mange, så er han en meget levende forfatter, fordi han var så ikonisk, siger vurderingseksperten.

Men hvis det står til Peter Rannes, skal eksemplaret af Changes of Light ingen steder.

- Det er fedt at stå med sådan en lille tekst, som bliver solgt på auktioner for 16.000 kroner. Men den skal ikke sælges, for den tilhører arkivet, så den kommer til at stå her blandt andre sjældne bøger.

Men kunne det ikke være rart med 16.000 kroner?

- Vi har så mange bøger her, og hvis vi sælger ud af nogle gamle Arena-udgivelser, så skal vi nok kunne hive 16.000 hjem. Så den bliver stående her, siger centerlederen fra Hald Hovedgaard.

Forsiden på Changes of Light er tegnet af Dan Turélls første kone, Kirsten Brand.
Forsiden på Changes of Light er tegnet af Dan Turélls første kone, Kirsten Brand.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Få eksemplarer er blevet solgt

Prisen på digtsamlingen skydes i vejret af, at Dan Turéll kun har lavet få håndskrevne eksemplarer. Lærke Bøgh fortæller, at forfatteren kun skrev cirka 20 eksemplarer af Changes of Light.

- Gennem de sidste 10-12 år har vi solgt fem eller seks eksemplarer, hvilket sådan set er ret mange i forhold til, hvor mange der findes. Det er en sjælden publikation og et sjældent håndskrift, siger Lærke Bøgh.

Udgaverne, som Bruun Rasmussen har solgt, har været personlige gaver til andre forfattere. Men i eksemplaret på Hald Hovedgaard er der ikke noget, som indikerer, at det har været ejet af en forfatter. 

Peter Rannes mener, at eksemplaret har tilhørt forlaget Arena, der engang holdte til på hovedgården. 

- Dan Turéll havde kontakt til forlaget Arena, og det kom til Hald i 70’erne, og med sig havde det Dan Turéll. Hele forlagsarkivet endte på Hald Hovedgård, og derfor er tingene her endnu, fortæller Peter Rennes.

Dan Turéll gik bort i 1993.