Cockpit og cocktails: Piloten Morten hitter som cocktail-blogger

Morten Krag er så god til at blande cocktails i sin hjemmebar i Viborg, at næsten 60.000 personer fra hele verden følger ham på Instagram.

Mortens cocktails
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Det er de helt rigtige glas. Det er håndskårede isterninger. Det er cocktail-smykker, og det er spiritus fra hele verden. Intet er overladt til tilfældighederne, når Morten Krag laver drinks i sin bar i kælderen i Viborg.

- Når det kommer til spiritus og gadgets til cocktails, så er jeg nok lidt af en nørd, siger Morten Krag.

Allerede som barn eksperimenterede han med at lave smage til spiritus. Dengang var det kryddersnaps, han blandede sammen med sin far.

- Jeg drak det selvfølgelig ikke dengang, men jeg syntes, det var spændende og en hyggelig måde at være sammen på, husker Morten Krag.

En af Morten Krags gadgets er et smykke, der kan holde pynt fast på glasset.
En af Morten Krags gadgets er et smykke, der kan holde pynt fast på glasset.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Opskrifterne bliver delt

I dag bruger den passionerede drinksmixer gennemsnitlig et par timer om dagen på sin hobby. Han fotograferer og styler nemlig alle cocktails og deler dem med sine næsten 60.000 følere på det sociale medie Insatgram.

- Instagram er jo et visuelt medie, så det skal tage sig godt ud. Et godt billede kan godt give mig mellem 1.000 og 2.000 likes, siger Morten Krag.

Han ligger et nyt billede op på sin profil hver dag og giver altid målene og instruktionerne på, hvordan han har lavet den nye cocktail.

Flyver eller sjusser?

Det er ikke kun for billedets skyld, at Morten Krag bruger så lang tid på sine drinks. De bliver også drukket.

- Det er primært mig selv, der drikker dem, men min kone er heldigvis også rigtig god til at smage med.

Til hverdag arbejder Morten Krag som pilot hos Flyvevåbnet, så det er hovedsageligt ugens sidste dage, der bliver brugt i hjemmebaren.

- Jeg prøver at samle det, så jeg laver dem op til weekenden og i weekenderne. Jeg samler lidt til bunke, så jeg også mandag til onsdag har en post, jeg kan lægge op på Instagram.

Succesen på de sociale medier har gjort, at Morten Krag har overvejet at skifte cockpittet ud med cocktails.

- Jeg havde ikke drømt om, at det ville blive så stort. Det er kommet op på et niveau, hvor jeg går og leger med tanken om, om det skal være fuldtid og professionelt. Men jeg er bange for, at hvis der kommer økonomi ind over, at det så også tager lidt af min passion, siger Morten Krag.

Engang var hans mål, at hvis han slog op i en hvilken som helst cocktailbog, så havde han alle ingredienserne til at lave lige den drink, han havde lyst til. Men der er han dog ikke helt endnu. Til gengæld opfinder han selv nye cocktails og twister de velkendte.

4:15
Morten Krag eksperimenterer med cocktails i sin egen hjemmebar. Det er der næsten 60.000 følgere fra hele verden, der følger med i på Instagram.
Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST