Brand i Tjele: Ni elever på sygehus

Ni elever er kørt til tjek for røgforgiftning på sygehuset efter brand på Tjele Efterskole. (ARKIVFOTO)

Falck brandbil.jpg

Politiet skal undersøge, hvordan der opstod ild i en seng på Tjele Efterskole i Midtjylland. Flere elever er torsdag aften kørt på sygehuset, efter at der opstod brand i en seng på et værelse.

- Ni er blevet kørt til sygehuset til observation for røgforgiftning, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Seks er tilset på sygehuset i Viborg, mens tre kom til Randers.

- En lærer fik eleverne ud og forsøgte selv at slukke ilden, siger vagtchefen.

Brandvæsnet rykkede også ud, og røgdykkere fik kontrol over situationen. Nu skal politiet forsøge at afklare, hvordan ilden opstod på efterskolen, som har cirka 130 elever.

/ritzau/