Bordel-bagmænd fejrede dom med champagne

Milde domme i stor rufferi-sag ved retten i Viborg.

070411_Rufferidom.jpg

Der blev skålet i champagne foran retten i Viborg torsdag eftermiddag.

Den hovedtiltalte i en stor ruffferi-sag, den 35-årige Michael Dons Nørgaard, fejrede, at han fik en forholdsvis mild dom. Retten idømte viborgenseren halvandet års fængel. Han skal dog kun afsone et halvt år - resten blev gjort betinget.

Han fik også konfiskeret 700.000 kroner, men det så ikke ud til at slå ham ud. Han modtog dommen på stedet, og fejrede herefter dommen med champagne sammen med een af de andre dømte i sagen.

Netværk af jyske bordeller

Udover hovedmanden var der tre tiltalte. En 38-årig mand fra Viborg fik otte måneders fængsel, hvoraf de seks blev gjort betingede. Han skal også aftjene 120 timers samfundstjeneste.

En 41-årig mand fra Holstebro fik tre måneders fængsel, men skal kun afsone 14 dage, og endelig fik en 64-årig pantebrevs- og ejendomshandler fra Djursland seks måneders fængsel, hvoraf de fem blev gjort betingede. Han fik desuden 100 timers samfundstjeneste.

De blev dømt for rufferi eller medvirken til rufferi. Ifølge dommen stod de bag et netværk af bordeller i Jylland, blandt andet omkring Viborg og Holstebro. De prosituerede kom først og fremmest fra Østeuropa og afleverede en stor del af deres indtjening til bagmændene.

 

 

1:53
Retten i Viborg dømte fire mænd for at stå bag et netværk af jyske bordeller. Men en stor del af fængselsstraffen blev gjort betinget.