Alkoholpåvirket 17-årig svinede politi og deres familier til

Både politibetjente og deres familier fik ukvemsord med på vejen, da en 17-årig ikke ville med på stationen.

Politiet fik spandevis af hårde ord med på vejen, da de anholdt en 17-årig.
Politiet fik spandevis af hårde ord med på vejen, da de anholdt en 17-årig.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 17-årig dreng ville ikke forlade en lejlighed i Viborg natten til fredag. Han råbte og skreg, og til sidst blev politiet nødt til at bede ham om at gå.

Så nemt gik det dog ikke.

Da politiet ville tage ham med på stationen, sendte han den ene byge af ukvemsord efter politiet efter den anden

- Han råbte ting som ”Fuck jer!”, ” Ludere!”, ”Røvhuller!”, og ”I er nogle hunde,” siger Thomas Hald fra lokalpolitiet i Viborg.

Sov i detentionen

Den 17-årige dreng stoppede dog ikke der. Han kom også med ukvemsord rettet mod betjentenes mødre og døtre.

Og han var så påvirket af alkohol, at han klokken 04 natten til fredag skulle ind at overnatte i detentionen.

Foruden bøder for fornærmelig tiltale og at overtræde ordensbekendtgørelsen måtte den 17-årige også finde sig i, at hans forældre og de sociale myndigheder fik besked om hans opførsel, fordi han endnu ikke er myndig.