63-årig kvinde fra Viborg brænder inde i campingvogn

En kvinde er død i en brand på en campingplads i Hvalpsund. Det var kvindens ægtefælle, der opdagede branden.

Kvindens mand var på vej hjem, da branden startede.
Kvindens mand var på vej hjem, da branden startede.
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 63-årig kvinde er lørdag aften død i en brand i en campingvogn på Hvalpsund Familie Camping i Farsø i Nordjylland.

Det bekræfter vagtchef Bent Højgaard fra Nordjyllands Politi natten til søndag.

- Vi får anmeldelsen via 112 klokken 21.46 om brand i en campingvogn. Her er der en 63-årig kvinde, som brænder inde og dør, siger han.

Vagtchefen fortæller, at det var kvindens ægtefælle, der opdagede branden.

- Ægteparret havde været til fest i løbet af eftermiddagen. Kvinden gik hjem og opholdt sig campingvognen.

- Hendes ægtefælle havde opholdt sig hos venner og var på vej hjem, da branden startede. Han blev efterfølgende kørt på hospitalet og behandles blandt andet for chok.

Manden og kvinden er fra Viborg.

Ilden fra parrets campingvogn nåede at brede sig til et par nærtliggende campingvogne og nogle træer.

- Den blev dog hurtigt slukket igen. Jeg ved ikke, hvor slemt det står til med de andre campingvogne, men ingen andre personer er kommet til skade, siger vagtchefen.

Politi og brandvæsen kender endnu ikke brandårsagen.

Brandstedet skal undersøges i løbet af søndagen af efterforskere, brandteknikere og en retslæge og er indtil da afskærmet. Stedet bevogtes af politipatruljer.