250 kr i gebyr for at udeblive fra operation

Udeblivelser er et væsentligt problem på hospitalerne. Men ville det hjælpe at pålægge patienterne et gebyr? Det skal et nationalt forskningsprojekt forsøge at afklare.

regionshospitalet_viborg5.jpg

Ortopædkirurgisk Ambulatorium i Viborg bliver den første hospitalsafdeling i landet, som nu indfører et forsøg med gebyr (bøde), hvis patienterne bliver væk uden afbud. Som en del af et stort forsøg, bliver patienter, der udebliver fra en aftale uden afbud, opkrævet 250kr.

 - Jeg ser frem til, at forsøget vil give en solid viden om gebyrernes effekt. Det vil give regionerne et godt grundlag for at træffe en politisk beslutning, sagde formand for hospitalsudvalget i Region Midtjylland, socialdemokraten Anders Kühnau, da forsøget først blev offentliggjort.

Halvdelen får advarsler

Forsøget har været undervejs i årevis og kommer til at gælde fra og med i dag. Forsøget skal køre et år og skal sammen med et lignende forsøg på radiologisk afsnit i Silkeborg danne grundlag for en politisk beslutning om gebyrer på alle landets sygehuse.

Under forsøget får halvdelen af afdelingens patienter et brev om, at udeblivelse fra en aftale vil koste 250kr, imens den anden halvdel hverken får brev eller risikerer gebyrer. Ideen er at se, om de 250kr kan have en positiv virkning på antallet af udeblivelser. 

Udeblivelser koster regionerne penge

Ortopædkirurgisk ambulatorium i Viborg behandler årligt 27.000 patienter. I ca. 1350 (5%) af tilfældene dukker patinterne ikke op som aftalt.

Selv om det i nogle tilfælde kan skyldes fejl hos hospitalerne, er der ingen tvivl om, at en del af patinterne enten glemmer eller bevidst udebliver fra aftaler. Hver gang står et hold af sygeplejersker og læger uden mulighed for at komme videre med arbejdet, og det koster regionerne penge.