Blev fjernet fra bus ved grænsen: Nu har ukrainske Viktoria fået en ny hverdag

Viktoria Verbitskaya forlod sin mand i Ukraine og tog med sine tre børn til Danmark. Efter problemer i paskontrollen forsøger de nu at vænne sig til hverdagen i Aalestrup.

Viktoria Verbitskaya og hendes børn Eldar, Renat og Elisabeth har været i Aalestrup i 11 dage.
Viktoria Verbitskaya og hendes børn Eldar, Renat og Elisabeth har været i Aalestrup i 11 dage.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Med halvandet døgns forsinkelse kom Viktoria Verbitskaya og hendes tre børn til Hotel Hvide Kro i Aalestrup 5. marts.

Hun var med i en nødhjælpsbus, der hentede 36 ukrainske flygtninge med til Aalestrup for knap to uger siden. Men da bussen ankom ved grænsen, blev Viktoria Verbitskaya og hendes børn taget af bussen, fordi hun havde et ældre pas og derfor skulle registreres på en anden måde end de andre.

- Jeg havde forberedt mig på, at det kunne ske, men håbede på, at jeg kunne tage med de andre. Men min mand havde sagt, at jeg skulle passe på vores tre børn, og derfor var jeg stærk og græd ikke, forklarer Viktoria Verbitskaya med hjælp fra en tolk til TV MIDTVEST.

I Ukraine arbejdede Viktoria Verbitskaya som sygeplejerske, men da krigen brød ud og hendes mand fandt ud af, at der var mulighed for at komme til Danmark, fik hun på et kvarter pakket sine egne og sine børns ting.

- Jeg kan slet ikke forstå, at jeg gjorde det, for det var meget hårdt at forlade mit hjem og min mand, men jeg gjorde det for vores børn, siger hun.

Og efter 11 dage i Aalestrup er hun ikke i tvivl om, at hun har taget den rigtige beslutning, forklarer hun.

Blev hentet efter et døgn i Sandholmlejren

Da politiet steg ombord i bussen til den forventede paskontrol ved grænsen, var der altså dårligt nyt for Viktoria Verbitskaya.

- Der var også andre ukrainere fra andre busser med samme problem, og der var en oversætter, der hjalp, forklarer den ukrainske kvinde.

I Sandholmlejren ville de dog ikke tage Viktoria Verbitskaya og hendes børn ind, fordi de havde en adresse, de var på vej til, siger hun. Hun opholdt sig i lejren i et døgn, indtil der kom en kvinde og kørte hende mod Aalestrup.

- Jeg ved ikke, hvor jeg fik kræfterne fra. Da min mand sendte mig til Danmark, sagde han, at der findes rigtig mange gode mennesker i verden, der vil hjælpe, og jeg har mødt så mange gode mennesker, og det er jeg taknemmelig for.

- Der er folk i Ukraine, hvis børn kan se deres land blive bombet, så jeg vil ikke klage, fordi der er andre, der har det meget værre end mig, siger hun.

Håber på at kunne komme hjem igen

For tiden starter Viktoria Verbitskaya sine dage med at ringe til sin mand for at høre, om han er ok, og så ser hun nyhederne.

- Jeg er bekymret for, om der er noget at komme tilbage til. Og jeg er bekymret for min mand, mine forældre og mine bedsteforældre, siger hun.

Hvis opholdet i Aalestrup viser sig at blive længerevarende, vil Viktoria Verbitskaya have hendes børn til at starte i skole og dagpleje, men hun håber ikke, at det når at blive aktuelt.

- Efter krigen er startet, laver jeg ikke planer for fremtiden. Jeg tænker ikke på, hvad der sker i morgen, jeg drømmer bare om, at krigen slutter. Jeg tænker på det hver dag.