Midt i optagelser af succes-serie: Produktionsselskab konkurs

Det er tidligere kommet frem, at selskabet ikke har penge til at betale regningerne.

Produktionen af Hvide Sande er nu sat på pause.
Produktionen af Hvide Sande er nu sat på pause.
Foto: Bent Løkke Leth, TV MIDTVEST

Produktionsselskabet Deluca Film A/S med base i Aarhus er fredag gået konkurs.

Det skriver redaktionschef Michael Bech på Facebook.

- Det er virkelig hårde tider i TV-produktionsbranchen. Således også for min arbejdsplads, Deluca Film A/S, der i dag kl. 13.05 er gået konkurs. Jeg skal derfor sige farvel til alle mine fantastiske medarbejdere. Det er virkelig nedtur, skriver Michael Bech.

I sidste uge kom det frem, at optagelserne til anden sæson af successerien Hvide Sande, som Deluca Film har produceret, pludselig blev stoppet.

- Der mangler likviditet, så vi har ikke frie midler til at betale regningerne, efterhånden som de forfalder. Derfor er en konkurs en seriøs overvejelse, sagde bestyrelsesformand i DeLuca Film, Tom Deichmann, til Dagbladet Ringkøbing-Skjern i denne uge.

Nu er konkursen altså en realitet, selvom optagelserne af Hvide Serie blandt andet er blevet lavet med støtte fra Ringkøbing-Skjern Kommune, der har spædet tre millioner kroner i projektet.

- Vi har ellers en række fremragende dokumentarprojekter undervejs til store broadcastere som DR og TV 2. Hvad der sker med de projekter nu, er et rigtig godt spørgsmål. Jeg krydser virkelig fingre for, at udsendelserne på trods af dagens nedtur, alligevel kommer ud i jeres stuer, skriver Michael Bech.

Senest har Deluca Film markeret sig med DR-dokumentaren Forfulgt af politiet?

TV2 Østjylland forsøger at få en kommentar til konkursen fra selskabets direktør Morten Rasmussen samt bestyrelsesformand Tom Deichmann.