Kroejer brugte to millioner af egen lomme på at bekæmpe vandet

Silkeborg Kommune har taget hul på ét samlet ådalsprojekt, som skal håndtere oversvømmelser og styrke biodiversiteten i Gudenåen.

Dragan Sljivic, Svostrup Kro
Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Dragan Sljivics tålmodighed slap op til sidst. Så måtte det koste de to millioner kroner, mens folkene inde på kommunen pønser på, hvad de vil stille op.

Dragan har siden januar 2016 været medejer af den historisk Svostrup Kro i udkanten af Silkeborg, som ligger naturskønt i grønne omgivelser med Gudenåen løbende forbi omme i baghaven.

De seneste ti år - og dermed i al den tid, Dragan Sljivic har været medejer - har stedet været plaget af stigende vandstand fra netop Gudenåen.

Vandet trænger ind overalt, oversvømmer kælderen med de gode flasker rødvin og risikerer at ødelægge den gamle, smukke bygning, som til ingens overraskelse ikke har godt af at stå under vand, så det pibler op mellem gulvbrædderne.

Derfor valgte Dragan Sljivic tidligere i år at bruge de nævnte to millioner kroner på at lave en stor jordvold langs sin grund, som nu effektivt og én gang for alle holder vandet fra Gudenåen på afstand.

- Hvis jeg ikke havde gjort det, skulle jeg blive ved med at frygte, hvad der kunne ske. Hvor meget det regner, og om der kommer tredobbelt skybrud. Bygningen er mere end 200 år gammel, og den skal bevares, for der findes ikke tilsvarende bygninger i hele Silkeborg, siger Dragan Sljivic.

Han ærgrer sig over, at han selv skal betale for at holde vandet ude, men han er glad for at have fået løst problemet én gang for alle.

- Jeg synes jo, man skulle have gjort noget ved Gudenåen i stedet, men jeg kunne ikke vente, så jeg var nødt til at gøre noget selv, siger han.

Planen er klar

Og inde på kommunen, i byrådssalen, er de såmænd i mellemtiden blevet klar med deres planer for hele Gudenådalen.

- Vi har nu brugt et årti på at diskutere vandafledning, grødeskæring og opgravning uden at komme tættere på en løsning. Nu har vi sat fem millioner kroner af til et forprojekt, der skal forene alle virkemidler i værktøjskassen til et projekt omkring Gudenådalen, siger Rune Kristensen (S), der er formand for klima- og miljøudvalget i Silkeborg Kommune.

Så vandet får nu lov til at oversvømme lodsejernes jord?

- Nogle steder vil det være løsningen, fordi det simpelthen giver mest mening på sigt. Så må vi finde de penge, der skal til at gøre det på den måde, at vi køber dem ud. Andre steder vil der skulle laves nogle foranstaltninger til fortsat at holde vandet væk, siger Rune Kristensen.

Både i 2019 og 2020 var der vand i haven ved Svostrup Kro.
Både i 2019 og 2020 var der vand i haven ved Svostrup Kro.
Foto: Mogens Lyngsø / TV MIDTVEST

Beslutningen om at lade å være å blev truffet på et byrådsmøde forleden, og den kommer efter et stort samarbejde med Gudenåkomiteen, der dækker hele strækningen for den omkring 176 kilometer lange Gudenå, der løber fra Tinnet Krat i Hedensted Kommune til udmundingen i Randers Fjord.

- Vi har fået lavet landskabsanalyser, været på besøg i Holland og Belgien, hvor de har lignende udfordringer, og sammen med de seks andre kommuner med et stykke Gudenå i sig lavet en storskala-plan for hele området én gang for alle, siger Rune Kristensen.

- Vi har derfor nu en samlet plan for, hvordan vi gerne vil have det store og skønne naturområde til at tage sig ud. Det kræver nogle penge, og det kræver også mange penge, som vi håber at kunne få igennem fondsmidler og fra EU. Allerførst skal vi have sat gang i nogle flere undersøgelser og et forprojekt, som ligger til grund for vores næste træk, siger Rune Kristensen.

Dette næste træk ligger engang ude i fremtiden, og der kan ikke sættes nogen tidshorisont op for, hvornår hele Gudenå-projektet er gennemført.

Rune Kristensen forventer, at en forundersøgelse er færdig inden for to år.