Højhus deler vandene: - En pænt stor katastrofe

Flere hundrede mennesker mødte onsdag op til et borgermøde om opførelsen af et nyt højhus i Silkeborg.

Grafisk illustration af bygningsplanerne i Silkeborg. Foto: TV2 ØSTJYLLAND.
Grafisk illustration af bygningsplanerne i Silkeborg. Foto: TV2 ØSTJYLLAND.

Der er fuld gang i byudviklingen i Silkeborg. 

Papirtårnet på 75 meter står færdigt, og der er planer om at opføre endnu et højhus i området ved Torvecentret. 

Men ikke alle er begejstrede over udsigten til et 23-etagers højhus i midtbyen, og det kom til udtryk onsdag aften, hvor hundredevis af silkeborgensere var mødt op til borgermøde om netop højhusene. 

- Det er den mulighed, vi som almindelige mennesker og borgere i Silkeborg har for at blive set og vise, at vi mener, at det er en pænt stor katastrofe, siger Laila Sølager, en af aftenens fremmødte fra Silkeborg. 

Hun har det især svært med, at den nye bygning, med sine 23 etager, kan komme til at stikke 78,5 meter op i luften. 

- Det her tårn, det har vi det svært med, og vi vil gerne have nogle etager af, siger hun.

Planlagt siden 2008

Silkeborgs borgmester, Steen Vindum (V), var også til stede på mødet, og han står fast på, at Silkeborg godt kan bære endnu et højhus. 

- Højhuset er det, der skiller vandene, men det har været planlagt siden 2008. Jeg synes, at to højhuse, det kan Silkeborg godt bære, siger han til TV2 ØSTJYLLAND. 

Han fortæller dog, at han er åben for at lytte til de mindre begejstrede silkeborgensere. 

-  Vi er i en periode lige nu, hvor vi lytter til, hvad folk siger, og det ville være mærkeligt, hvis man var totalt uberørt af det.

Fjerner byens ånd

Byudviklingsplanerne i Silkeborg har den seneste tid været heftigt diskuteret, og også foreningen "Skøn på Silkeborg" stiller spørgsmålstegn ved planerne om det nye højhus. 

- Det er da klart, at vi alle gerne vil have en moderne by, men vi vil også gerne bevare noget af det, vi kender den for, siger Steen Konradsen, der er kasserer i foreningen.

Steen Konradsen har boet i Silkeborg i 20 år og er ikke glad for de nye, høje bygninger. Foto: TV2 ØSTJYLLAND.
Steen Konradsen har boet i Silkeborg i 20 år og er ikke glad for de nye, høje bygninger. Foto: TV2 ØSTJYLLAND.

- Hvis den bliver gennemført, ender Silkeborg med at have to af de allerhøjeste boligkomplekser i Danmark. Og det er ikke det, jeg forbinder med Silkeborg. Og jeg tror, mange borgere har det på samme måde, siger han.

Men ifølge borgmesteren er de nye højhuse altså en nødvendighed. 

- Det er vigtigt for os og vores by, at vi hele tiden viser, at der sker en udvikling, og at vi formår at omdanne gamle, udslidte bygninger til noget nyt og spændende. Ellers vil vi med tiden blive en spøgelsesby. I stedet ønsker vi at udvikle vores midtby og gøre den attraktiv at bo og leve i, siger Steen Vindum (V). 

Forslaget til lokalplansændringen er i høring frem til 5. februar.