Direktør stopper efter ét år: - Det er alt for tidligt

Efter mindre end et års ansættelse er Museum Jorns direktør på vej ud ad døren, og det ærgrer bestyrelsesformanden, der gerne så hende fortsætte.

Julie Rokkjær Birch stopper som direktør for Museum Jorn.
Julie Rokkjær Birch stopper som direktør for Museum Jorn.
Foto: Den Gamle By

Snart bliver kunst og gamle malerier byttet ud med snørklede stier og finurlige huse, når Julie Rokkjær Birch efter et års ansættelse stopper som direktør på Museum Jorn for i stedet at tiltræde stillingen som direktør ved Den Gamle By i Aarhus.

- Det her er en enestående mulighed, som jeg har valgt at gribe, siger Julie Rokkjær Birch.

Hun fratræder stillingen ved Museum Jorn i Silkeborg ved udgangen af marts, præcist et år efter hun startede, og tiltræder den nye stilling ved Den Gamle By den 1. april 2024.

Selvom det ikke kommer som noget chok for museumsbestyrelsen på Museum Jorn, så ærgrer det alligevel bestyrelsesformand Hanne Bæk Olsen, at museet allerede må tage afsked med Julie Rokkjær Birch.

- Det er alt for tidligt. Vi havde selvfølgelig håbet, at hun ville blive her noget længere, men vi forstår også godt, at hun har valgt at gribe den her chance, siger Hanne Bæk Olsen.

Ikke et springbræt

Julie Rokkjær Birch er uddannet i litteratur og kunsthistorie og har tidligere været direktør for både KØN-museet i Aarhus, Skovgaard Museet i Viborg og Skagens Kunstmuseum.

Derfor er springet fra Museum Jorn til Den gamle by heller ikke noget stort spring. Der er nemlig mange erfaringer fra både Museum Jorn og hendes tidligere ansættelser, der kan overføres, mener hun.

- Jeg er et museumsmenneske, og Den Gamle By er et overflødighedshorn af historisk relevans. Der er uendelige muligheder i forhold til, hvordan den kan blive sat i spil både kulturelt og samfundsmæssigt, siger Julie Rokkjær Birch.

Hun afviser samtidig, at stillingen som museumsdirektør ved Museum Jorn blot har været et springbræt.

- Verden er ikke altid lige praktisk, og jeg kunne ikke vide, at den her mulighed ville opstå. Sammenlagt var jeg på KØN i ni år, så det synes jeg ikke, man kan konkludere så meget ud fra, siger Julie Rokkjær Birch.

Falske forventninger?

Museum Jorns fremtid har længe været til diskussion i blandt andet Silkeborg Kommunes byråd.

Museet har ytret ønske om en ny, central placering ved Søfronten i Silkeborg midtby, men i foråret smuldrede opbakningen til et nyt byggeri, som Silkeborg Kommune efter planen skulle være med til at finansiere. 

Er det ikke forventeligt, at Julie Rokkjær Birch har valgt at søge andre veje, når det ikke er lykkes at lave en aftale om et nyt museum i midtbyen?

- Hun har hele tiden været klar over, at det ikke ville blive nogen let sag. Hun har fulgt med i de skiftende holdninger, og det samme har vi, siger bestyrelsesformand for Museum Jorn Hanne Bæk Olsen.

Silkeborg Byråd er dog fortsat i gang med at drøfte, hvordan en fremtidig optimering af museet kan se ud.

Bestyrelsesformanden understreger samtidig, at der ikke har været nogen falske forvetninger til ansættelsen på Museum Jorn, som Julie Rokkjær Birch tiltrådte i foråret 2023.

- Jeg tror, at når man får mulighed for at komme ind på en af de største museer i Danmark, så griber man den. Vi har godt vidst, at hun ikke ville blive pensioneret her, men vi havde håbet på lidt flere år, siger Hanne Bæk Olsen.

Ifølge både bestyrelsesformanden og den nu snart tidligere direktør, så er Musum Jorn et bedre sted end for bare et år siden, og Julie Rokkjær Birch er derfor helt tryg ved at give nøglerne videre.

Museum Jorn fik ufrivillig stor opmærksomhed, da provokunstneren Ibi-Pippi begik hærværk mod et gammelt Asger Jorn-maleri.
Museum Jorn fik ufrivillig stor opmærksomhed, da provokunstneren Ibi-Pippi begik hærværk mod et gammelt Asger Jorn-maleri.
Foto: Museum Jorn

- Museum Jorn er i udvikling, og det skal fortsætte, uanset om det er med mig eller ej. Der er nogle rigtig dygtige medarbejdere og et godt fundament, så jeg har en tro på, at det nok skal lykkes, siger Julie Rokkjær Birch.

Ifølge bestyrelsesformand Hanne Bæk Olsen går arbejdet nu i gang med at overdrage Museum Jorn og finde en ny direktør.