8-årige Kamilla dykkede efter skrald i Gudenåen: Så meget fandt hun

8-årige Kamilla Dahl Rasmussen og hendes far Michael Dahl Rasmussen var fredag ude at dykke efter skrald i Gudenåen ved Ulstrup.

Kamilla Dahl Rasmussen
Foto: Privatfoto

Et par gummistøvler, et bilbatteri og flasker i massevis.

Det var høsten for 8-årige Kamilla Dahl Rasmussen og hendes far Michael Dahl Rasmussen, da de fredag var ude at dykke efter skrald i Gudenåen ved Ulstrup.

Karina Højris Nielsen delte hendes datter og mands fangst i den lokale Facebook-gruppe.
Karina Højris Nielsen delte hendes datter og mands fangst i den lokale Facebook-gruppe.
Foto: Privatfoto

 - Det var egentlig bare for sjov for at se, om der lå nogle ting dernede. Så tog de bare fat. Og ligepludselig var der fyldt med alverdens ting, de hev op, og det var kun ved den ene badebro, fortæller Kamillas mor, Karina Højris Nielsen.

Lavede opslag på Facebook

Karina Højris Nielsen har efterfølgende lavet et opslag op i Facebook-gruppen "Ulstrup By", hvor hun opfordrede folk til at huske skraldespandene.

Karina Højris Nielsen delte hendes datter og mands fangst i den lokale Facebook-gruppe.
Karina Højris Nielsen delte hendes datter og mands fangst i den lokale Facebook-gruppe.
Foto: TV2 ØSTJYLLAND

 - Vi døjer jo lidt med at folk er nogle svin. Der er skraldespande, det er lige til at gå til ved siden af åen. Jeg forstår ikke, hvorfor folk ikke bruger dem. Vi har altid selv en affaldspose med, når vi går tur, så vi kan samle det skrald op, som vi ser, siger Karina Højris Nielsen.

På trods af opsangen har tilbagemeldingerne på Facebook-opslaget dog været udelukkende positive.

- Folk er så søde til at skrive og rose Kamilla. Der var sågar en, der vil give hende 100 kroner til fredagsslik, som tak for arbejdet, men det takkede vi dog nej til, fortæller Karina Højris Nielsen med et grin.

Skal afsted igen

Det er ikke første gang, at Kamilla Dahl Rasmussen er ude at dykke med sin far. Det er ofte, at de har været ude at dykke i de danske have, men det var første gang, at de prøvede at svømme rundt i Gudenåen.

- Vi vil gerne prøve at rydde lidt op i åen. Vi synes, at det var synd for fiskene, forklarer Kamilla Dahl Rasmussen.

Familien har valgt at beholde de flotteste af de flasker, de fandt i Gudenåen
Familien har valgt at beholde de flotteste af de flasker, de fandt i Gudenåen
Foto: Privatfoto

Hun har allerede planer om at skulle ud med sin far for at dykke igen i Gudenåen. Hun vil nemlig gerne hjælpe med at rydde op i naturen.

- Det er ikke okay at folk kaster skrald i vandet. Det er noget svineri, siger Kamilla Dahl Rasmussen.